For hundredetyvetusinde gang: osteboller/ Gougères/ vandbakkelser med ost.

franske_vandbakkelser-ost_goueres_osteboller_christinadamgaard.com

D. 21/1 2016
Efter 20 år er det efterhånden blevet en stående joke.

Jeg ringer op til min mor et par dage inden vi skal have et større middagsarrangement, væver i laaang tid rundt  ” hvordan går det så..ja, her har vi det såmænd godt, narhj ikke noget nyt.. men, mor? jeg tænke på.. den der opskrift på ostebollerne? ja *ptf * jeg har smidt den væk IGEN.. Gider du finde den til mig? NU skriver jeg den ned et sted hvor jeg ved den er til at finde, skal bare liige… Jeg spørger dig aldrig, aldrig igen, promise!”
Og min mor sukker stille, finder sin opskriftsmappe frem – for sådan en har hun nemlig – ringer tilbage og giver mig opskriften.  Jeg skriver den ned på bagsiden af dagens avis, på en krøllet netto-bon, eller et stykke madpakkepapir.  Så laver jeg ostebollerne – og smider opskriften ud næste gang der bliver ryddet op i papirbunkerne.

Det kan ikke være noget genetisk, det der med at være et rodehovede, for min mor har altid ryddet op overalt, har orden i sine papirer og alt sit tøj pertentligt hængt op på bøjler. Hun bor som taget ud af et Designers Digest: rene linier i sort-og-hvidt med enkle sindsygt lækre møbler.  Fritsvævende hylder med gode romaner, kogebøger og coffetablebøger en masse som det mest farverige indslag.  Stearinlys og arkitekttegnet buldrende pejs på hvidpigmenterede plankegulve ( ok, lige nu er gulvet råt beton, men det er en anden historie ) og sort marmor.

Herrens og mit hus kan, hvis man er venligt indstillet, betagnes som en slags spin-off på Villa VillaKulla tilsat ufærdige, halvmalede vægge, gummistøvler, katte og masser af edderkoppeguirlander.  Eneste fællesnævner er mængden af bøger, stearinlysene, og en buldrende, hos os, tilsodet brændeovn.

Da jeg var yngre generede det mig ikke at være rodet og distræt som en senil professor. Har aldrig gået op i at have orden på noget som helst, nægtet at gå med håndtaske, med pung eller på nogen andre måde være afhængig af løse, daskende remedier når jeg skulle ud.
Men nu er det ved at indhente mig.  Det er bare træls at være hende den nogen-og-fyrreårige, der for 5. gang skal have nyt dankort fordi hun har glemt at aktivere de tidligere ( ja, jeg ved godt at man har 14 dage til af gøre det i ), eller som står i Føtex og roder lommerne igennem i febrilsk søgen efter den femhundredelap, hun var sikker på at have i inderlommen, med en lang, utålmodig fredagskø bugtende bagved.

Det er ufedt ikke at kunne finde nøglen til bilen dagen før man skal på 14 dages kør-selv-ferie i sydfrankrig, kampsvedende vende hele huset på hovedet vel vidende at der kun findes det ene eksemplar, fordi man selv har smidt ekstranøglen væk en gang sidste år og ikke engang kan tillade sig at skælde nogen ud over det. ( Iøvrigt lå nøglen i et bondegårds-puslespil af træ hvor halvdelen af brikkerne mangler, og som ingen har leget med i flere år. Det tog det bedste af to døgn at finde den der. )
Og det er ret træls at føle hvordan vaccumet bliver tættere, at det bliver svære og svære at huske datoer, nøgler, aftaler, ansigter og navne.  Det er gået så vidt at min søde nabo efter mangen en handle-ind-tur med tænders gnidsel over at være totalt blank på hvad jeg egentlig skulle købe, nu laver en lille diskret tjekliste når skal ud af døren: telefon-huskeseddel-nøgle, ok?  Nej, jeg har stadig ikke noget dankort..

Derfor kommer opskriften her : Hannes osteboller!  En klassiker i familien til gæstebud og især til jul/nytår, og et sikkert hit til et glas præ-middags-bobler.
Der findes myriader af opskrifter på ostevandbakkelser/ osteboller/ Gougères: denne er bare den bedste.  Og så snart jeg finder telefonen og kan ringe til min mor, kommer den. Seriøst, telefonen ER blevet væk..arch.Jeg kan ikke ringe til hende og få opskriften fordi telefonen er væk og, nej det er IKKE et “sjovt skrivestunt”.

Ok…. *suk*…  Her kommer den så:

  • 125 g smør
  • 2 dl vand
  • 150 g hvedemel
  • en stor tsk groft salt
  • paprika og evt. en tsk flagesalt.
  • 3 store æg, eller 4 små
  • omkring 200 g revet ost: Gruere, Gouda, Vesthavsost, Prima Donna, Parmesan.. Hvad man nu har af god fast ost.  Jeg plejer også at komme lidt blåskimmel i,- det er en smagssag.

Smelt smørret i en gryde sammen med vandet.  Når det koger dumpes al mel plus salt i gryden på en gang.  Rør det grundigt sammen til massen slipper siderne af gryden og har samlet sig.

Tag gryden af komfuret, og hæld evt dejen over i en røremaskine monteret med en kagedejs-krog. Lad dejen køle af et par minutter og rør derefter æggene i ét efter ét. Til sidst den revne ost, paprika og evt. flagesalt.  Sæt små kugler af dej ud på en bagepapirbeklædt bageplade. Dejkuglerne skal være på størrelse med en stor valnød. Bag dem ved 200 grader i 15-20 minutter.  Lad være med at åbne ovnen før de har fået noget farve! Ellers falder de sammen, og brug ikke varmluft.

Jeg plejer at lave dejen i god tid, sætte valnødderne på en plade og løsfryse dem. Når de er frosne kommes de i en pose og holder nu 3 måneder på frost. De bliver næsten bedere af at komme direkte fra fryseren ind i ovnen.

Og helt, helt ærligt.. Denne opskrift er fra Nytårsløjernes profiteroller.  For jeg har – fire timer senere  -stadig ikke fundet telefonen.  Billedet i toppen er af en lille rest vandbakkelser fra fryseren

-Update på opskriften følger-

———————————————————————

D 15/2. Update:

Mange dage er gået siden denne post blev skrevet, og jeg har simpelthen ikke kunne tage mig sammen til at spørge mor om opskriften – for hundredetyvetusinde gang.

Ind fra højre mandag eftermiddag kommer denne sms fra Morbror Peter tikkende ind:

OSTEVANDBAKKELSER

Hej Stina.

Jeg skulle til at eksperimentere med Hannes ostevandbakkelser og så gik jeg ind på din blog for at finde opskriften; men det var jo ikke den rigtige. Derfor måtte jeg til at lede i vore gamle papirer, og der fandt jeg den skrevet ned på en stump bagepapir.

Den Lyder:
5 dl vand
200 g smør
300 g mel
8 æg – large
peber-salt-cayenne
250 g reven,kraftigt smagende ost blandes i til sidst
200 * 35 min midt i ovnen.
Mvh Peter

Udover glæden ved at vide, der i familien findes andre som noterer på bagepapir-lapper, er det skønt endelig at have fået den RIGTIGE opskrift foreviget. Tak Morbror Peter !

 

 

 

 

 

 

 

 

Advertisements

Categories: Uncategorized

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s