Hvis han var en hund, måtte vi i det mindste give ham en sprøjte.

Overskriften “Når man mister sine forældre, mister man det perfekte publikum til ens tilværelse” var at finde i Kristligt Dagblad i går. En lille fin, sober og meget leverpostejs- nårh-hvor-er-det-synd artikkel med udtalelser fra psykologer og diverse fagfolk.

Jeg blev dybt provokeret og vred af at læse artiklen, fik lyst til at skælde ud og skrive skrappe svar på FB, men endte heldigvis med at gå i seng. Da bølgerne en gang i nat havde lagt sig lidt undrede jeg mig. Hvorfra kom den voldsomme, næsten fysisk mærkbare reaktion på artiklen ?

Svaret er at jeg synes vinklen på artiklen er noget værre navlepilleri, og at der er andre debatter der er meget vigtigere at tage vedrørende forældres død.  For eksempel hvordan man sørger for en værdig død, og hvad med spørgsmålet om aktiv dødshjælp? Nedenstående er fortællingen om min fars død, som jeg husker den. Der er mange, mange, MANGE ting som jeg ville gøre anderledes hvis jeg kunne, og måske kan den give stof til eftertanke.

Dag 1. Tirsdag formiddag, halvandet år inde i min fars kræftbehandling.  Han er indlagt til kemo, og de ringer til min mor fra hospitalet, spørger om hun vil komme derud snarest ?  Min far har noget han gerne vil sige.  Jeg er tilfældigvis hjemme, og insisterer på at tage med derud, selvom lægen fortæller at far specifikt har sagt, hun skal komme alene.

Vi træder ind på en enestue, og der i sengen ligger min far, indskrumpet og hospitalsbleg, koblet til maskiner med slanger i næsen og flere drops.  Han har set sådan ud i mange måneder, og er stadig Far.  Ved siden af sengen står en læge og to sygeplejersker.  Lægen rømmer sig, siger ” John har bedt mig ringe til dig, fordi han har valgt at afslutte behandlingen”.  Mor og jeg stirrer på lægen, forstår ingenting.  Afslutte behandlingen? Kan man bare det, sådan uden videre?  Der er helt stille i lang tid, kun maskinerne brummer og suser.

Far siger: lægen og jeg har haft en god snak her til formiddag, og jeg har besluttet at jeg ikke vil mere medicin.. Jeg vil gerne have at I bliver hos mig resten af dagen, lægen har lovet at i aften er jeg her ikke længere.  Hverken mor eller jeg siger noget, står bare og SER.  Lægen: jamen, så.. farvel.  Han går.  Sygeplejerskerne kobler lydløst maskinerne fra, slanger og drop gilder ud af fars krop og hele maskinparken trilles ud rummet.  Vi er alene og jeg fatter ingenting, går i stå, kan ikke mærke noget som helst.

Dag 2. Far vånder sig, hans mund og læber er indtørrede, han prøver forgæves at slikke sig om munden.  Han kan ikke drikke af det glas med vand, som vi prøver at byde ham.  Jeg går ud på gangen og får fat i en sygeplejerske.  Hvad kan vi gøre?  Hun giver mig nogle citronagtige dråber og et par små svabere, der ligner tommelfingerneglstore badesvampe, monteret på en lille plasticpind.  Dråberne skal akkumulere mundvand, og svaberne kan vi bruge til at dyppe i vand og efterfølgende svabe fars mundhule med, så den holdes fugtig.

Far skærer ansigter da citrusdråberne rammer hans tunge, han forsøger at synke. Det er forgæves, dråberne hjælper ikke.  Jeg prøver med den lille svaber, dypper i et glas vand og kører den rundt i hans mundhule.  Han klapper munden sammen om det lille stykke svamp, suger og suger begærligt, desperat. Han har ikke brug for et latterligt stykke lyserød badesvamp på en pind, han har brug for oceaner af kildevand, silende regn der ustoppeligt plasker og plasker.  Hvor fanden er hans drop med saltvand?

Nat. Jeg står i døren ud til hospitalsgangen og stirrer.  Som ensomt oplyste biler på en sort motorvej suser sygeplejerskerne forbi, nogle kommer fra højre mod venstre og andre går hurtigt og lydløst den modsatte vej. Far giver sig, skærer ansigter.  Vi er holdt op med at svabe ham i munden, helt irrationelt er jeg bange for at han skal suge svampen af pinden og kvæles i den. Han har ondt, jeg kan næsten mærke hvor ondt han har det, og jeg kaster mig ud foran en af de travle sygeplejesker, tvinger hende til at stoppe op og spørger igen: hvad gør vi, hvad kan vi gøre? nogen må kunne gøre noget? det kan da ikke passe? hjælp os!  Sygeplejersken kommer efter lang tid ind på stuen, hun har taget en smertestillende stikpille med.  Da hun fører den ind vågner far op med et udtryk af smerte og ydmygelse i ansigtet, han prøver frugtesløst at modsætte sig.  Vi beder om morfindrop, får at vide at de skal se hvad de kan gøre, lægen skal med ind over beslutningen. Far trækker vejret uregelmæssigt og svagt og vi snakker stille om at nu det forhåbentlig snart er slut og han kan få ro. Hvorfor tager det så lang tid, lægen SAGDE jo. Far har gemt et stash af morfinpiller derhjemme, men dem kan jeg jo ikke give ham nu.

Dag 3. Jeg er taget hjem et par timer, vader rasløst rundt i cirkler mens jeg forsøger at forklare min kæreste hvordan det står til sygehuset.  Det er ikke til at gøre bare nogenlunde forståeligt, ordene har absolut ingen betydning, de er bare flade sorte myrer der mylder ud af munden på mig.  Jeg hidser mig mere og mere op, løber hurtigere og hurtigere i cirkler, det hele kører rundt i cirkler, mit hovede er ved at eksplodere, hvorfor, hvorfor, hvorfor er der INGEN DER GØR NOGET!!? Jeg sparker og sparker og sparker til væggen indtil noget giver sig derinde i foden, snap! Følelsen af foden der hæver og svulmer og banker inde i støvlen er på en underlig måde helt vidunderlig, jeg sætter mig ned og nyder den.

Far har fået morfindrop, det er nat, der er stille på gangen.  Jeg kredser haltende rundt om maskinen der distribuerer morfinen i droppet for at finde ud af hvordan man skruer op, jeg havde jo LOVET ham at hjælpe dengang.  Ringer til en venindes mor der er sygeplejerske, hvad gør jeg? hvordan skruer man op?  Igen ud på gangen, jeg skaber mig, græder og tvinger sygeplejsken til at komme ind på stuen for 20. gang, skru nu op, skru nu op SKRU NU OP.  Efter mange timer kommer der en sygeplejerske og skruer op.  Hun siger stille at vi må være klar over at hvis hun skruer op, vil det kun gå en vej med far.. Som om vi ikke vidste det. Som om det ikke er det vi gerne vil. Som om det ikke er det vi har ønsket for ham de sidste ulidelige døgn.  Som om vi ikke ville gøre det selv hvis vi på nogen måde kunne.

Far sover endelig ind efter knap fire døgn.  De sidste timer inden, sidder vi og aer ham, holder hans hånd og siger til ham at det er ok at give slip, det er ok.

Hvis jeg kunne, havde jeg taget samtalen om døden med far længe før vi kom så langt.  Jeg ville have arrangeret for ham at komme til Belgien eller et andet land, hvor aktiv dødshjælp er lovligt.  Jeg havde bedt lægen, der fortalte at de stoppede behandlingen forklare sig, fortælle hvad der skulle ske indtil mor og jeg virkelig forstod.  Jeg havde bedt lægen garantere at han ville give far ro, hvis hans latterlige forudsigelse om at det kun ville tage otte timer at dø ikke holdt stik.  Jeg havde bedt personalet for fanden give manden et drop med vand,- ja! OGSÅ selvom det er “livsforlængende behandling” – så jeg ikke skulle sidde med fornemmelsen af at det der i virkeligheden slog min far ihjel var tørst.  Jeg havde bedt personalet tage os alvorligt, og forklare hvorfor de lod os alene i tre dage, og ikke kunne give far effektiv smertelindring.  Jeg havde bedt sygeplejskerne om at SE os, at det ikke skulle føles som om jeg forstyrrede hver gang jeg henvendte mig. Sygeplejerskerne var søde og imødekommende nok, men kunne jo heller ikke gøre mere end hvad loven tilskriver.  Jeg tænker på hvor rædselsfuldt det må være for dem dagligt at have med ulykkelige og uforstående familier som vores at gøre, uden at kunne træde til handling.

Her ti år efter min far døde sidder jeg stadig med en fornemmelse af svigt.  Føler at jeg har svigtet ham, at hospitalet har svigtet os, og er stadig så vred at bare tanken om de fire døgn i helvede fremkalder tårer og trang til at slå nogen.  Hvis min far havde været en hund, ville min mor og jeg have fået lov til at give ham en sprøjte at dø på så det kunne gå hurtigt og smertefrit  For alt andet ville være inhumant, ikke?  Jeg kan ikke ændre lovgivningen, men det er helt, helt sikkert at når jeg engang kommer i en lignende situation igen, bøjer jeg ikke af, tager ikke nogen professionelles vage ord for gode varer, men handler som det kræves for at lindre og give en værdig afsked.

De fleste af os ender i en lignende situation før eller siden, er det på tide at tage emnet op til debat igen ?

 

 

 

 

 

 

 

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s