Om at være en chicken-shit. Hønsene og ingefær/gurkemeje-the.

Blog_chickenshit_hønsene_ingefærthe-2

Ingefær-gurkemeje-citronverbena-æble og peberthe.  Styrker moralen hos chickenshits.

Fødselsdagsmorgen med morgensang og blafrende flag ført af overstadige barnehænder, våde drengekys på en stadig natmørk sengekant.  Dækket morgenbord med rundstykker, tændte stearinlys og broderlige optøjer over den usædvanlige hverdags-morgen-pålægschokolade.  Og så gaven fra Herren i huset: bogen “Økohøns i haven”.  Jeg tuder lidt – for det gør jeg, ligesom morbror Peter, altid når jeg bliver rørt – netop fordi jeg ved hvor stor en overvindelse det har været for Herren at belave sig på at blive hønseejer og give mig et sæt høns med tilhørende hønsefræser i gave.

“Det behøver ikke være det dyre samlesæt fra hønsgården.dk mind you!” mumler Herren da jeg krammer ham og samtidig himler op om hvor gården skal stå og hvilke racer, jeg er sikker på at han vil kunne lide, og æggene! jammen, arhmen DE fås bare ikke bedere! Og sikke omeletter jeg skal lave til os!  Og så videre og så videre.  Jeg kan hele krammet igennem selv høre at jeg rambler derudaf i desperat falsetto, og det er kun fordi at jeg vil være helt sikker på at han også synes det er en god ide, og at vi står sammen om projekt høns.  Under den overstadige maske gnaver tvivlen nemlig.  Den allermest nervepirrende og pinlige slags for sådan en selvbestaltet årh-jeg-er-sådan-i-pagt-med-naturen-outdoorsy-kind-of-a-womaan.

Jeg kan simpelthen ikke slå dyr ihjel.  Det er ikke på grund af et eller andet frelst holistisk-budistisk-verdenssyn og det er ikke fordi jeg synes det er synd for dyr at de skal slagtes eller fordi jeg tror det er dårlig karma at slå ihjel for at spise dem. Ikke fordi at jeg føøler med hønen der skal have hakket hovedet af, svinet der får elektroderne på hovedet eller kalven der, hvis den er en af de få heldige, bliver skudt med en boltpistol på marken.  Jeg kan bare simpelthen ikke.  Jeg har tvunget mig selv til at bevidne mange dyrs endeligt, for dog for faen´at komme OVER det. Indtil videre uden held.

Til gengæld kan du give mig en tounerkniv, en sav og en god fileteringskniv, samt et hvilket som helst dødt dyr, der efter min standard er egnet for menneskeføde, og jeg skal tage det ud ( fjerne indvolde osv. )  flå, plukke, partere og tilberede det til dig med glæde og elan´.  Bare lad mig slippe for at slå det ihjel først.

Da jeg stod i lære som kok, var det så grelt at jeg overtalte min køkkenchef til at putte hummerne i gryden for mig, og altid diskret forlod køkkenet når gastrobakker fulde af levende strandkrabber blev læsset ind i hede ovne til ristning.  Nu er det min mor der får den tvivlsomme ære.   Jeg er iøvrigt også flere gange blevet lukket inde i mit soveværelse i timevis på grund af en blodtørstig jagtedderkop der sad på lur i gangen og som jeg simpelthen ikke kunne give et ordentligt gok i nøden, selvom den var et dumt svin med sadistiske tendenser. Ej heller kunne jeg lade den sidde, for gud ved hvor den så ville dukke op næste gang.  Men det er en anden historie.

Sagen er den, at jeg ikke vil have de forplimmede høns uden selv at kunne slå dem ihjel når det bliver nødvendigt.  Jeg er helt med på at der skal være en 3 stykker ud af en flok, der får navne og bliver “kælehøns” forstået på den måde at de får lov til at dø af alderdom i stedet for slagtning.  Og jeg vil helt sikkert også rigtig gerne at disse høner skal ruge kyllinger til slagt ud. Og jeg vil kunne hugge hovedet ud af den høne der bare ikke fungerer i flokken, eller er syg – uden at græde snot fjorten dage i forvejen.  Med min track-record udi dyreverdenen ender jeg garanteret med at lave hønsehus til den syge høne foran pejsen inde i stuen  og sove på en luftmadras ved siden af i ugevis indtil den enten er rask eller kreperet.  Og det tror jeg ikke er særligt sundt for hverken familieliv eller den mentale helse.

Istedet for at stikke hovedet i busken og gøre ingenting, som til hver en tid er min naturlige reaktion på tilsyneladende uløselige dilemaer, kom der hjælp fra en uventet kant.  Enter P.V.

P.V. alias Poul Verner er Jæger, tidligere professionel fodboldspiller og underviser på mejeridelen på Landbrugsskolen.  Han laver is så englene synger, har de dejligste jagthunde og er far til min barndomsveninde Mette.  Sidste gang vi mødtes over et glas portvin fortalte jeg ham og hans kone Lisbeth om skismet vedrørende høns kontra angsten for at slå ihjel.

“Arch, det er da ingenting” sagde Lisbeth “DET kommer P.V. og ordner på en formiddag”.  Og P.V. nikkede bifaldende.  And so be it. Der er ikke flere undskyldninger. Og jeg glæder mig allerede til at invitere dem begge sydpå næste forsommer, hvor jeg vil byde på en ordentlig frokost før eller efter slagtningen.  For nu skal det være.  Ikke mere chickenshit for mig, eller sådan.. Ja.

Til at styrke moralen laver jeg hver morgen denne Ingefær-gurkemeje-verbena-æble og peber-the, brygget sammen ud fra oplysninger rundt om fra nettet, vedrørende ingefær og gurkemejes styrkende og anti-inflamatoriske egenskaber.

De virksomme stoffer i henholdsvis ingefær og gurkemeje frigives bedst hvis man indtager dem samtidig med sort peber eller andet medlem af cabsicum-familien, og samtidig skal rødderne helst varmes op til omkring 80 grader -ikke mere- for at frigive flest mulige stoffer.  Verbena smager godt og indeholder også gode mineraler.  Æblemosten er bare for at give smag og lidt sødme.

Ingefær og gurkemeje skæres tyndt, friske eller tørrede verbenablade ( kan bla. købes tørrede i god kvalitet hos Stigs Oliven ), et par drej peber ovehældes med et lille glas æblemost og der toppes op med kogende vand.  Skal trække en halv times tid, eller hvis man har styr på sit shit og kan huske det – allerbedst aftenen før.

Tænker måske de kommende høns måske vil nyde godt af resterne fra theen.  Ihvertfald vil æggene nok få fine, gule blommer: gurkemeje farver fingre og alt andet som en i h..

Til hønsene havde jeg egentlig tænkt mig at bruge vores gamle skur, der ligger i forbindelse med garagen.  Konstruktionen er muret op, har cementgulv og netop den rette størelse til en 6-8 høns.  Adspurgt svarede Herren at han ikke bryder sig om ideen om at flytte alle vores mange haveting til et andet sted, and so be it.

Nu har jeg så tænkt mig at bruge ungernes legetårn til hønsehus.  Bygge det om så det kan huse en flok på 5-6  Orpington eller hvad skæbnen nu sender vores vej.  Lur mig om ikke begge brødre bliver MEGA fornærmede, og garanteret ikke vil tale til mig i hele tyve minutter når jeg fortæller dem om planerne.  Til jer unger bliver jeg nødt til at sige: I har nærmest ikke brugt tårnet siden det blev bygget, og SFOén hvor den virkeligt seje rutchebane er, ligger helt bogstaveligt talt lige ved siden af vores hus.  Så.

Den store udfordring ligger i at bygge legetårnet om, og der er en del kriterier, som skal opfyldes. Der skal være rottesikret, tør opbevaring til halm og foder. Der skal være reder, som er nemme at tilgå udefra ( forsvindingsreder ? ) Huset skal kunne gøres ordentligt rent udefra.  Mon ikke man lave en slags bakke, der kan tages ud og tømmes.. Evt. en under pindene og så en i bunden af huset..  Hvordan med vand?  Det kunne være dejligt at slippe for at skifte og rengøre vandskålen dagligt.  Og så en slags foderautomat, dem har jeg set flere fine hjemmebyggede af på nettet.. Mange, mange overvejelser.  Og mange dejlige timer brugt foran tegnehæftet med at regne ud, måle op, finde smarte løsninger på nettet og tweake dem så de kommer til at passe til netop vores hønsehold.

Måske når vi at få hønsene i hus i år, måske kommer de først i 2017.  Under alle omstændigheder glæder jeg mig til både chickenshit som gødning i haven, og også til at hugge hovedet af min første hane/høne og ikke længere skulle føle mig som en chickenshit.

Rigtig god og modig torsdag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Advertisements

2 replies »

  1. De allerstørste tillykker med både fødselsdag og høns!
    åh jeg har det helt som dig. Jeg KAN IKKE slå ihjel. Og hvis jeg var mere hellig og sådan en som kun spiste det, som jeg selv kunne dø, så ville mit proteinindtag bestå af fluer og myg.
    Men når skidtet først er dødt, så kan jeg også fint både flå og partere og alting.
    Én gang har slået et dyrdyr ihjel med vilje (jeg har også engang kørt et rådyr ned, men det var ret meget et uheld) Min lillebror havde fanget en fisk og kunne ikke gokke den hårdt nok hovedet, så jeg fattede en tyk kæp og gjorde det af med kræet. Og selvom det er ret mange somre siden, så får jeg stadig en knugende fornemmelse i maven.
    Så er det godt at der findes P.V.’er i denne verden!

    Like

  2. Så dejligt at vide vi er flere madører, der bare ikke helt har stamina nok til at leve efter “first you kill, and then you enjoy”-princippet 🙂
    For det ikke skal være løgn rammer den, som altid, overdådige hornfiske-sæson snart Svendborg og jeg har LOVET drengene at vi skal ud at fiske fra dæmningen.
    Har ellers en altoverskyggende rædsel for fiskekroge ( ja, også for det.. ) og hornfisk kan jo fanges med søde pon-pon-lignende silke-forfang uden der er metal indvolveret.
    *Suk*
    Jeg skal tænke på dig og tage mig sammen når den første skal gokkes i nøden!
    Onwards, brave warriors! Og hurra for denne verdens P.V.ére.
    Måske man skulle lave et kursus i ihjel-slåning til husbehov for Chikenshits like us?..

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s