Giv da de børn en GPS-chip! Dage i Ungernes have/ Minecraft-hulen

Dage i ungernes have udkom sidste uge i boligsektionen for 5. gang. Råhygge at nusse med projekterne i haven.

Vores unger vokser op i en tid, hvor deres leg konstant bliver voksen-reguleret. De allerfleste timer af deres liv er de blevet overvåget: først af bippende og boppende babyalarmer, der efter af de voksne i vuggestuen, så i børnehaven, og så af skolen – og så sørme også i fritiden af os forældre, der på hvert sekund af døgnet har behov for at have fuldstændig tjek på hvor i verden poderne befinder sig, og hvad de laver, og med hvem de laver det sammen med.

Kan andre end jeg huske hvordan det føles at have en hele, uendeligt lange fridage alene hjemme som feriebarn?  Når forårsvejret var til det kom alle ungerne på villavejen sivende ud fra husene sidst på eftermiddagen.  De store bestemte holdene til rundbold eller krig og os, småkravlet, måtte af og til være med, og dem der var virkeligt rappe på fødderne kunne blive aftenens stjerner, løftet til den næste base af tilråbene fra de andre børn. Det var bare med at rette ind og lære at gebærde sig i gruppen, for hvis man blev uvenner med nogen kom der ingen kære mor og mæglede imellem de oprørte gemytter.  Når alle de arbejdende forældre så først på aftenen kom hjem i deres biler, var der altid en eller anden emsig bette-mås der stod vagt for enden af vejen og skreg “BIIIIL!” og alle vrimlede ind på fortovet og stod og gloede på de forbipasserende: ligeså uforståelige og urørlige som aliens kom de voksne glidende ind i indkørslerne i deres oplyste metalkapsler. Klokkeslet var unødvendige: når gadelygterne blev tændt og duggen faldt skulle man ind og sove, punktum.

Det er et skisma: på den ene side vil vi gerne passe på vores børn og på den anden side er det også nødvendigt at de lærer at gebærde sig i den virkelige verden, uden den konstante overvågning.

I Ungernes Have laver vi et kompromis, bestående af en hemmelig og spiselig Minecraft-hule, placeret halvt inde under vores gamle kirsebærtræ. Her kan man gemme sig for Creepere og Zombier, og Herren i huset og jeg har højtideligt svoret aldrig at forstyrre når der er gæster i hulen.

Konceptet er en enkel indianertelts-struktur bestående af lange grene, skruet fast på en kvadrat og efterfølgende bundet sammen i toppen.  Derefter beklædt med tværgående stykker træ. Kun fantasien og budgettet sætter grænser for hvad hulen kan bygges af: rundstokke, bambuspinde, pilekviste eller hvad man lige har ved hånden. Vores søde naboer fik tilfældigvis beskåret et stort bøgetræ da vi skulle bygge, og donerede en masse fine grene til projektet.  Meningen er at der skal vokse slyngende planter som ærter og bønner op ad hulen, så den bliver fin grøn.

De tværgående grene er monteret med plastic-strips, hvilket jo hverken er særlig æstetisk, økologisk eller bæredygtigt, men nogengange må man bare være praktisk.  Især kan man blive mægtig praktisk anlagt efter at have brugt en formiddag på – meget upædagogisk, jeg ved det godt – at bande og svovle over yndigt, men totalt ubrugeligt bastbånd, samt skruemaskiner, hvor bordet knækker på hver en knast.  Til sidst kapitulerede jeg, og tog Mindsten med i byggecentret efter en stor pose af de store sorte strips. Det fungerer glimrende og ungerne synes de er sjove at lave guns og sværd med og så må mor være økologisk og plastic-forbrugs-fornuftig en anden dag.

Rundt om hulen har vi lagt genbrugssten og fyldt op med muld.  Her lægger vi kartofler og sår valske bønner.  Ærterne har fået deres egen, dybmuldede krukke.

– Rigtig god pinse.  Må solen danse højt og længe! –

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s