I give in, but I never give up. Noter fra et introvert rodehovede med hang til overspring, nu som selvstændig. Takker og bukker og scenen ud. Chilli cheese tops/ sprøde ostekugler.

Hvordan-laver-man_Chilli-cheese-tops_sprøde-ostekugler_hjemmelavede_de-bedste2.jpg

I dag er der byttet om på opskriften og skriblerierne.  Så kan man vælge at scrolle ned og læse om selvstændigheds-eventyret som introvert, eller også bare læse videre, og måske derefter gå i køkkenet og lave de bedste, oste-lava-udløbende chilli cheese tops. EVER.

On that note, var ungerne og jeg alene hjemme i går mens Herren var på to-dages Tv-festival i Kbh ( og åhgud, hvor er jeg glad for at det ikke er mig ) og vi skulle forkæles i vores lille boble med film, burgere og Chilli cheese tops.
Låvise, der er kvinden bag bloggen Låvises Mad, har netop lagt en skøn opskrift op på dem, og derfor måtte de med i aftenhyggen.
Denne opskrift er en kombi af flere forskellige, fundet på nettet, og de er goé skulle jeg hilse at sige.
Selv Ældsten, som absolut ikke kan fordrage ost, og rynker næsen bare en uskyldig Havarti formaster sig indenfor radiusen af hans åsyn, driblede 5 stykker ned i en ruf, simultant med at han prøvede at luske flere ned i lommen på sine joggingbukser for at slippe for at dele med os andre. -Ikke engang moderens spydige kommentarer kunne stoppe chilli-oste-toget.

Til en 20-25 stykker skal bruges:
200 g fintrevet cheddar.
1,5 spsk kartoffelmel
1-2 spsk finthakkede jalapenos fra glas, og evt. 1-2 finthakket chilli af den slags man bedst kan lide.
1 dl kogende vand, hvori en halv kyllinge-bouillon terning er opløst.

Til panering:
2 dl mel tilsat: 1-2 spsk sukker, 1 tsk salt, peber, samt barbeque-krydderi efter smag: det kan være paprika, cayenne, spidskommen, koriander, hvidløgspulver.. Eller en færdigkøbt blanding.
3 sammenpiskede æg
Pankorasp, hjemmelavet rasp, polentamel eller alm. rasp fra pose.

Vandet/bouillon-terning koges op i en gryde. Den fintrevne cheddar vendes først med kartoffelmel, og tilsættes så vandet under omrøring.  Massen må ikke koge, osten skal blot opløses.
Chilli tilsættes.
På køl et par timer.  Ostemassen trilles så til aflange kugler og køles ned igen – evt i fryseren – og dobbeltpaneres.
Dobbeltpanering:
Vend kuglerne først i mel, derefter i æg og til sidst rasp.
Derefter i æg og rasp igen.
Lad dem hvile på en rist eller på bagepapir en time, eller så lang tid du har, og steg dem så i hed olie.  Server´straks.
De er også gode at fryse ned, og stege direkte fra frost.

Og så til Business.
-I december sidste år lejede jeg et kontor i, hvad der for iværksættere må betragtes som noget nær det perfekte kontorfællesskab: totalt nyrenoverede, lyse lokaler specielt designet til små nystartede virksomheder, komplet med udsigt over lystbådehavnen gennem de store panoramavinduer.  Derudover en dejlig kantine  i loungestil, hvor kæmpe ruller tegnepapir og bøtter med tusser står fremme på hvert bord, parat til at nedfælde enhver kreativ ide´, der måtte komme til en over den sunde frokost eller en friskkværnet Cafe Latte.  Fredags-fælles-morgenmøder og fredagsbar.  Jule/påske/sommerfester for alle beboere og god iværksætterstemning.  Der løftes i flok, og man er en del af et gensidigt forpligtende fællesskab, hvilket man skriver under på ved indflytning.
Jeg var ved at sprænges at glæde da jeg fik mit kontor, brugte dage på at indrette og gøre klar, hilse på alle de andre, og så skete der bare..ingenting.

Efter snart 8 måneders no-show på kontoret er mit lejemål sagt op på gråt papir, hvilket man godt kan forstå.  Det er jo ikke fordi jeg har bidraget med andet end alle mine gode intentioner, -og de kan som bekendt ikke bruges til andet end som trædesten for at komme et meget, meget varmt sted hen.
Hvad skete der så lige?

Som det er sket så mange gange før, blev jeg grebet af en raptus, hvori muligheden for at udvide den “kollegiale venskabskreds” pludselig stod som en stråleomkranset ledestjerne for mig og mit etkvindes jeg-arbejder-hjemmefra-et-hjørne-i-stuen-firma.
JA! JA! Nye konkolegaer ( det hedder det i iværksættersproget: ikke konkurent, ikke kollega. Konkolega.. ) Spændende mennesker! Overskud! Sparring! Gang i den! Netværk! Nye mennesker hver dag! Yeah! Energi! Samvær! Do it yourself or die trying! Boost or Bust!

Hvad jeg – endnu en gang – ikke havde overvejet er, at jeg i virkeligheden trives bedst med at være alene når jeg arbejder.
At mine mentale batterier løber flade efter to elevatorsnakke ( igen iværksættersprog: sælg dig selv på en effektiv måde, mens du chatter om ingenting med totalt ukendte mennekser, der måske, eller måske ikke, er potentielle kunder ).
At udsigten til at gå ned i kantinen til frokost, og skulle være overskudsagtig, og i det mindste lade som jeg har styr på mit sheit, allerede fra dag 1 gav mig hedeture og trang til at hyperventilere.
At jeg kan gå og gruble en hel dag over hvad jeg har gjort galt, hvis Preben i kontoret overfor ikke besvarer min morgenhilsen med samme entusiasme, som den blev givet ham.
At bare tanken om at skulle ringe tilbage til en potentiel kunde giver mig koldsved og trang til at overspringe for vildt.
At jeg i virkeligheden HADER når der står nogen og kikker med over ryggen på mig når jeg arbejder, og at bemærkninger som “nå, hvad har du så på tapetet i dag?” frustrerer mig af helvede til, fordi at selvom jeg ved at det er venligt ment og ikke et diskussionsoplæg, altid føler at jeg bør stå ret og aflægge fuld rapport om dagens aktiviteter, og så bliver jeg irriteret på mig selv.
Og så splatter det om morgenen-klokken-4-mentalt-opsamlede overskud bare totalt, og det tager TIMER før man er tilbage i en god arbejdsgænge.  På hvilket tidspunkt klokken så er slået ungerne-skal-hentes-tid og det Mentale Overskud skal omdirrigeres til Mamma-has-your-back-kids, madlavings, brødreslåskamps-mælings-ulvetime-forsøgen på ikke at gå amok i orkanens øje.

Jeg har prøvet det før.
På højskole: hvor jeg endte med at lukke mig inde på værelset 14 dage i streg, og leve af knækbrød med smøreost, murstensromaner rå mængder kaffe.
På Kokkeskolen: hvor jeg elaborerede Houdiniér til ethvert arrangement, også selvom jeg havde tilmeldt mig for i fuldt alvor at være med i elev-fælleskaber og DM for kokkeelever.
På Fotografskolen: hvor jeg endte med at have et fravær på 75 procent, og seriøst overveje om det ville være muligt at brække et ben hvis jeg sprang ud fra mit og den ellers søde roomies´ 1. sals kollegieværelse.  Bare for at kunne komme hjem og arbejde på mine projekter ALENE.

Det føles efterhånden totalt håbløst, sådan at være introvert, især når man det virkelig, virkelig, VIRKELIG gerne ville kunne surfe på en bølge af sociale kompetencer mod målsætningen for ens liv som selvstændig, og ikke kan forstå hvorfor man bare ikke kan “tage sig sammen”.
Små situationer, som man bare skal tage enorme lange tilløb for at få gjort, er daglige kilder til irritation: for fanden, KOM NU OVER DET!
Og billederne her illustrerer fint hvordan det er.

Billeder er lånt fra Pulptastic og citaterne er lånt fra Introvertspring.com

Heldigvis har jeg efter 43 år og en uendelig række af frustrationer og banken-mig-selv-i-hovedet, endelig fundet ud af at der findes mange af os derude, og at det ikke er dovenskab eller anti-sociale tendenser, der gør at man som introvert reagerer på kimen fra en telefon nøjagtig samme måde som hvis dommedagbasunerne fra Dantes Inferno pludselig bamlede i ens dagligstue.  Som den amerikanske forfatterinde Susan Dembling fint forklarer i et interwiev med Huffington post:

“To me, a ringing phone is like having somebody jump out of a closet and go ‘BOO!,’” says Dembling. “I do like having a long, nice phone call with a friend — as long as it’s not jumping out of the sky at me.”

Og at bare tanken om en fest/koncert/aften ude i byen/lørdagsbytur fremtvinger forskellige grader af søvnløse nætter ( alt efter hvor meget menneskelig interaktion der kræves ) i ugevis før arrangementet.  At tanken om endnu en ferie-sommer-dag i Brødrenes meget, MEGET højlydte og kontant-kræven-opmærksomheds-selskab kan virke helt uoverskueligt, og at en enkel opgave, et møde eller et middagsselskab med familien og gode venner kan kræve flere dages opladning efterfølgende.

At være introvert betyder IKKE at man ikke har lyst til at være social, ej heller at man ikke er interesseret i andre mennesker, og det betyder absolut heller ikke at man er genert eller håndsky. Det betyder heller ikke at man ikke nyder at være sammen med andre, ej heller at man ikke kan begå sig i store forsamlinger.
Sophia Dembling igen:“Spotting the introvert can be harder than finding Waldo,” og “A lot of introverts can pass as extroverts.”
Der er bare noget med filteret til omverdenen.  Helt vildt mange impulser ryger direkte ind i hjernebarken simultant, tager en længere tur rundt i hjernen, og derfor skal batterierne oplades oftere end hos ekstroverte mennesker.  Eller noget.

Huffington Post har en fin artikel om at være introvert HER.

Og OH! happy day, da jeg første gang læste den.
Tænk sig at kunne læse i en respekteret avis, at alle de personlighedstræk man hele livet har gjort ALT for at skjule, fordi de var anderledes og ikke accepterede ” sådan er DU jo slet ikke ” og ” lad nu være med at skabe dig “, finde ud at at der ikke er noget galt oven i hovedet på en, og at mange, mange andre har det på samme måde.
Det er jo ikke et valg, men en forudbestemt biologisk præference.
Man kan blot vælge at undertrykke det, og så ende med at sætte sig selv i alle mulige, umulige situationer..
Så.  Hermed bukker og takker årets gæst på Iværksætterfabrikken,- og forlader scenen igen.

-Rigtig god weekend-

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s