Stormen.

svampede-lækre-gulerodsmuffins

Stormen er ovre.
Jeg stod i køkkenet først på eftermiddagen, og kunne høre den nærmere sig: en dump rumlen af drengeråben i kakofonisk disharmoni.  To minutter senere væltede en flodbølge af råbende og indianerhylende 6-7 årige drenge ind i vores have, og de har nu efterladt sig vraggods i spredt fægtning over hele matriklen.  En halvspist burger med trist dryppende ketchup og slatne agurkeskiver under den gennemsuttede bolle efterladt ved indgangen til trampolinen.  På, under og ved siden af det godt brugte fødselsdagsbord: ostestivnede pizzaslices med en enkelt musebid spist af kanten, flossede papkrus og gennemtyggede smoothiesugerør.  Væltede sodavandsflasker i klistrede sukkerpøle og henslængte, halvspiste frugtspid, der lokker hvepsene til.

Fra blommetræet flagrer skattejagts-slikposeplastic i vinden, og alle de små poselukke-dimser ligger gemt i græsset, og stikker i mine bare tæer.
S´mores-bålet oser stille, omkranset af halvopløste mariekiks.  I hindbærbuskene og under rabarberne ligger ligene af de forkullede marshmallows, der i kampens hede kom for tæt på flammerne og derfor blev kastet væk under høje hyl.  Pindsvinet og fuglene får sig en fest i nat.

Skatten er fundet, skumbold-kegle-væltnings-banen er lukket, de drabelige Wrestlingmatche i trampolin-areanen afgjort, posterne på orienteringsløbet udført, gaverne behørigt besigtiget og beundret.  Det farverige kludetæppe bestående af tasker, trøjer, strømper og sko fra fjorten friske knægte er er samlet op fra plænen af travle fødselsdags-gæste-forældre, en route hjem for at lave aftensmad, hente søskende fra fodbold og svømning og legeaftaler.
Pludselig er her så stille.

Herren kommer tilbage efter at have vinket de sidste gæster farvel, sætter sig tungt på bænken og samtidig sukker vi dybt. GODT der er et år til næste fødselsdag.

Inden stormen var vi ovre på skolen og aflevere fødselsdags-snacks, som i år bestod af smuffede gulerodsmuffins.  Vi blev ikke spottet af sukker-politik-politiet, men skal til forældremøde næste uge og så skal der nok blive sat en stopper for udskejelserne.  Jeg er nemlig temmelig sikker på at vi er blevet stukket af den fødselsdags-speltboller-i-sjove-former- bærende mor fra 0. klasse, som vi stødte ind i ude på gangene.  Hun gloede ihvertfald en del på vores blip-blop-sølvkugle-kagefade.

Gulerods muffins: ca 12 store stk
4 dl hvedemel ( 2 dl kan erstattes af fuldkornshvede hvis man ønsker )
2 1/2 dl brun farin
1 dl mørk sirup
1 spsk bagepulver
1 tsk natron
1 tsk salt
4 æg
6 -7 dl fintrevne gulerødder
1 dl rosiner
2 1/2 dl vegetabilsk olie
Et godt pulver tørret ingefær og ditto kanel.

Ovnen forvarmes til 175 grader.  Muffinforme pensles og sættes klar på bageplader.
Mel, bagepulver, natron, salt og farin blandes godt i en stor skål.
Æggene piskes grundigt og tilsættes olie, mørk sirup, krydderier, gulerødder og rosiner.
Æggemassen hældes ned til melet, og det hele blandes hurtigt sammen.  Det skal ikke være for grundigt, lidt klumper er fint.  Dejen skal være temmelig våd og slasket, hvis den ikke er det tilsættes vand.
Bages i ovnen en 10-15 minutter, alt efter hvor store forme man bruger.

TIPS til gode, luftige muffins:
1) alle ingredienser skal have stuetemperatur.
2) dejen må ikke overarbejdes, klumper er fint.
3) så snart dejen er færdigblandet skal den direkte i forme og derefter i ovnen, den kan ikke tåle at så og vente.

God- og rolig – weekend

2/9 2016 Update:  Damm! Sukkerpolitikpolitiet har spottet, og stukket os.  Vi er blevet påbudt aldrig at overtræde loven igen under henvisning til 3 strikes and youre´out-politikken.  Desuden er der lukket for kagespisning til forældremøderne fordi ” hvis børnene ikke må spise sukker, skal vi forældre heller ikke”.
Men en kop urtethe uden sukker er da også dejligt, og skærper garanteret fokus og effektivitet til møderne fremover.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s