Efterår med guldfiskene. Fuglefoder-DYI-dimserier og hjertets lønlige suk.

Som før konstateret, har Brødrene ikke har verdens største attention span.
De glemmer, meget belejliget, alt de var i gang med i det splitsekund, en ny spændende ting kommer på banen.
Når vi læser bøger uden mange billeder, eller forklarer begreber der kræver en smule abstraktion, begynder deres øjne indenfor det første minut at vandre lokalet rundt, efterfulgt af en rastløs flagren med hænder og ben, heftig næsenulring og skelen, hvorpå de ligsom SIVER væk så snart lejligheden byder sig..

Derfor er det en daglig udfordring at planlægge de gøremål, ungerne skal deltage i. Hvad enten det er brødbagning eller havearbejde det drejer sig om, skal projektet kunne udføres og gøres færdig i det lille transfervindue der åbnes lige imellem interessen for et emne er vakt, og til drengehjernerne igen lukker ned for den virkelige verdens trivialiteter, og bevæger sig over i mere interessante universer hvor Minecraft, zombier og store flyvende robotter hersker.  Ethvert tiltag til fællesskab omkring projekter, udover Ipad og fjernsyn, mødes med en samstemmende hyyylen og piven ” åååååhhh, hvoffo´skal vi nu DET?!”

Klog af skade er jeg nu begyndt at planlægge hvert DYI-projekt, der involverer ungerne, som en general fra Luftwaffe.  Der skal ingen smuthuller være: alle børn skal kunne involveres på den ene eller den anden måde, og alt artilleri skal være present på slagmarken inden projektet går i gang.  Mentalt moder-overskud til at kapere børne-desertering og ekstrem brødrende uro i gelederne, er også tilrådeligt at have opbygget, sammen med rigelige mængder flydende næring til hjernerne. Hos os i form af portvin og kakao.  Be prepared always, I say.

be-prepared_hjemmelavede_fuglebolde_

I dag laver vi forråd af vinter-foderbolde til fuglene, og der er rig mulighed for at få grundigt fedtede fingre, og også for tale om hvilke fugle, vi håber kommer og spiser ude foran vores vinduer i år.  Jeg skal skrive månedens klumme til Boligsektionen i lokalsprøjten, og researcher “bird feeder DYI” i timevis på nettet, køber ind, stiller alting an i spisestuen, og samler derefter forventningsfuldt tropperne med kameraet på stand by.

” Narhj, moar! Det er så keeeedeligt. Jeg VIL ikke! ” jamrer den store bag Ipaden og synker en halv meter længere ned i sofaen.
Den lille vil til gengæld for en gangs skyld gerne være med og spreder begejstret posen med vildtfugleblanding hen over bordet, samt i skålen med smeltet svinefedt. Han roder rundt i grøden med en træske, og har en fest indtil hånden smutter, og tykkearmen får et dejligt fedt-og-frø-overtræk.  Så fortrækker også han tilbage til den virtuelle verden, stortudende og højlydt anklagende sin onde mor for børnemishandling, og jeg sidder tilbage med alle mine fine planer, og undres over at det rent faktisk er lykkedes mig at føde ikke mindre end TO unger, der udviser tydelige symptomer på panikangst når de får fedtede fingre.  Herren, der har samme ekstreme og mega irriterenede aversion mod snask og håndholdte projekter, løfter et øjenbryn bag sin telefon, og siger tørt “tjah, hvad havde du forventet?”

Herren bliver meget venligt og bestemt bedt om at sætte fuglefoder brættet op ude i haven NU, og jeg samler de foderbolde, det rent faktisk lykkedes at få lavet inden resten af familien deserterede, og går i haven – sådan helt Palle Alene – for at hænge dem op, og tage billeder til Hygge-DYI-klummen i avisen.
Inde fra Boldbanen Stjernen, der støder op til vores baghave, lyder pludselig glade råb og udbrud fra Herren, Ældsten og Yngsten.  De er sørme´så taget på Pokemonjagt, og jeg forsøger uden ret meget held at overbevise mig selv om at det OGSÅ er råhygge at tage billeder af fedtbolde i regnvejr.  Helt alene, og uden så meget som en gråspurv i sigte.

Foderboldene laves af smeltet palmin, svinefedt eller oksetalg, der røres op med havregryn og vildfugleblanding til massen er forholdsvis stiv.  Lad massen blive kold, hvorefter den kan formes som man ønsker.  Vi havde et par pyntegræskar liggende, som blev udhulet og fyldt med fedtblandingen, og derefter hængt op ved hjælp af et par spisepinde, stukket igennem græskaret, og snor.
Den fine “vindueskikker” er af egen opfindelse, og den er jeg specielt glad for – bare fordi jeg synes den er så mega smart.  Den er konstrueret ved køkkenbordet sen nat/tidlig morgen på totalt Natural High af søvnunderskud – så noget godt kommer der da ud af det. Nu får vi se, om den virker.  Den er lavet af et plastickrus, hvor bunden er skåret ud, hvorefter der er brændt huller til at stikke to bambuspinde igennem med et metal-fondue-spid, varmet over stearinlys. Derefter monteret med et sindrigt system af snor, og monteret på en badeværelses-sugekop, som lå i vores rodeskuffe.  Rettelse: en af de 1000 rodeskuffER.

fuglefoder_monteret_pa%cc%8a-vindue_hjemmelavet

Vindueskikkeren.  I baggrunden Koreansk Klartretyv, stadig med blomster på her i slutningen af oktober.

Ps.  Til de af Jer, som efter at have læst indlægget undrer sig over hvordan det alligevel er lykkedes at få skudt de fine billeder af to dejlige, og tilsyneladende meget koncentrerede børn, der laver fugle-fedt-bolde, har jeg to ting at sige: ekstra Ipad-tid og rå mængder tysk-importerede vingummibamser i skål.

– Rigtig god mandag –

 

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s