Buffalo chicken wings. Den sprøde treeinghed til Super Bowl Sunday. The BBQ Pit Boys Infamous barbeque sauce.

buffalo-vinger_sprode_saftige

Buffalo Wings er en klassiker når der spises og drikkes Super Bowl første weekend i febuar mange steder i USA.  Jeg skriver “spises og drikkes Super Bowl” fordi det på mig altid har virket som om det vigtigste der skal ske Super Bowl Sunday er at hænge i sofaen hos sine venner, spise Fingerfood og drikke rå mængder Longnecks (øl) mens man med stort vigør råber hinanden ind i hovedet og brøler fornærmelser efter både dommeren og spillerene på banen i fjernsynet, uafhængigt om de er Delfiner, Røde Sokker, Hav Høge eller Sørøvere.

Kan nogen huske Lotto-reklamen med kvinden der overhører en fodboldkamp blive kommenteret i fjernsynet?  Den der ender med at speakeren siger ” Der er så meget kvinder ikke forstår”.  Lidt sådan er det at blive placeret i en amerikansk familie og observere dem på Super Bowl sunday, bare i real time.  Ligesom det er Japanske forretningsmænd tilladt at gå på kæmpe drukture uden at tabe ansigt bagefter, skabes der et vacuum hvor man kan lukke luft ud uden nogen hæver et øjenbryn.
I den forbindelse vil jeg hævde at det er mægtigt sundt at gå amok med sine venner på en søndag eftermiddag mindst een gang om året og vil derudover lægge hovedet på blokken på at 80% af de der ser Super Bowl på verdensplan dybest set er ligeglade med hvem der vinder: they´re all in it for the food and drink.  Og hvem kan bebrejde dem det?

Jeg har prøvet at være tilskuer til en amerikansk families fejring en enkelt gang, da jeg var 15 og exchange student way out back i Cow country, Oregon.
En temmelig surreel oplevelse, alt den stund min normalt hårdtarbejdende, totalt tavse og meget strikse værts-cowboyfar pludselig sad i sofaen midt på eftermiddagen og på det nærmeste var kravlet op på skødet af vores ellers lige så fåmælte medhjælp på ranchen, kampsvedene og udspyende eder og forbandelser så saltkiks, blue cheese dressing og Bud Light stod ham ud af munden.
Uforberedt som jeg var på en sådan personlighedsforvrængning, blev jeg først mægtig nervøs: var han på vej ud over skitzofreniens rand? Ville det næste blive at han hentede sit shot gun fra entreen og ville tvinge os alle til at opføre os ligeså tøjlesløst? Resten af familien lod dog til at hygge sig gevaldigt, snakkede og råbte i kor og jeg slappede efterhånden lidt af, og observerede fra mit faste plads på en stol ved vinduet i et hjørne af stuen.

Min 8-årige anæmiske “lillebror” havde tydeligvis øvet sig grundigt i at efterligne de voksne mænds gestikker, han hoppede rundt i sofaen som en hanekylling på speed og flippede alle af med en diminutiv fuck-finger.  For en gangs skyld uden at få et ordentligt klask i baghovedet og et “You best stop that NOW, Nick” fra sin far og onde, hårde øjne fra sin mor.  Søstrene hjalp min tidligt hærdede værtsmor med at anrette maden, og sørgede for at den kom flyvende ind til sofabordet og buffetten i en lind strøm fra køkkenet.  For en gangs skyld havde moderen taget forklædet af, og smilede til de naboer, der kom igennem køkkenet med 6-packs under armen og fade med snacks i foliebakker.  Den enorme blå picnic-køletaske stod klar fyldt med knust is og dryppende ølflasker i køkkenet, de yngste drenge og søstrene gik i fast rutefart efter nye forsyninger til de højlydte mænd inde i stuen.

Der blev spist, drukket og råbt konstant i syv timer. Chicken wings, Mac´n Cheese, Chilli con carne med Saltines, chips i enorme baljer, fire slags dip med grøntsagsstænger, fade topfyldte af Nachos med smeltet ost og syltede chilli..  Kun til Thanksgiving har jeg før set et lignende opbud af retter.  Kommentatorenes ophidsede stemmer fra fjernsynet flyder sidst på dagen sammen til en monoton og lidt uhyggelig underlægningsmuzak til udbruddene fra de mandlige, øldrikkende gæster i sofaen og de enorme mængder fedt og salt mad gør mig døsig.  Alting bliver ligesom skubbet et milli-sekund ud af sync.  Luften er tyk af testosteron og flimrende billeder fra skærmen af unge glatbarberede Cheerleaders, der flasher skind og palietter med en vedholdenhed som var de barbie-duracell-dukker.

hjemmelavede-buffalo-wings-sprode_kyllingevinger_marinerede_i_vodka

Jeg går tidligt i seng ovenpå i mit garderobe-gennemgangsværelse med en bog og The Cure på walkmanden, ventede på at Nick skal i seng i værelset bagved, at han kommer gennem mit værelse højlydt hviskende de sædvanlige, natlige fornærmelser om “dumb, stupid fucking Danish girls”.  Stakkels dreng.

Næste morgen klokken 5:30 kommer jeg ned i køkkenet.  Det er min uge til at sørge for at malke koen, skolebussen kører kvart i syv og det er med at være tidligt ude hvis man skal nå morgenmad også, for selvom den bliver serveret af værtsmoderen vanker der lige præcis ingenting til dem der ikke sidder klar med løftet bestik ved bordet klokken 6:30 SHARP.
Min værtsfar sidder og drikker kaffe med en dampende skål chilli con carne foran sig. Han siger ” Now there, Christainja ( han er stadig overbevist om at Danmark er en provins i Rusland, og han er højest sandsynligt også bedøvende ligeglad med at han tager fejl). Did ya´ have fun yesterday? I guess you aint´got nothing like The Super Bowl back there in Denmark, do ya?”
Og for en gangs skyld kan det ses på hans øjne at han virkelig smiler, trods det at de er glasagtigt rødsprængte af druk og for lidt søvn. Det har gjort ham godt at få lukket luft ud, fået en øl-bimmelim på sammen med gutterne en søndag eftermiddag.
Jeg sænker skuldrene, smiler og svarer ” No Sir, we sure don´t.  It was the greatest I´ve ever seen”.

Det har taget mig mange forsøg at lave disse Buffalo Wings rigtigt.  Originale Buffalo wings friteres en enkelt gang i olie eller fedt, vendes derefter med hot sauce og smeltet smør, og spises med Ranch dressing og bladselleri ( ihvertfald i Paisly, Oregon ).  Meen, der mangler noget.  Vingerne bliver hurtigt bløde, og det er som om saucen bare smutter af.  De er fine, men kedelige, og når de bliver kolde er de deciderede slatne.  Jeg har prøvet at lufttørre, og efterfølgende ovnbage vingerne, men da de endelig blev sprøde, var de også blevet udtørrede, hvilket Herren i huset kan bevidne.

NU er opskriften så i hus.  Den rigtige, vel og mærke.  Jeg har nemlig fundet den hellige treeinghed, som består af bagepulver, vodka og salt. Ja.

På serious eats kan man læse en masse om bagepulver og fjerkræ, og også om fjerkræ og double fry metoden og den altid Fantastiske Maangchi laver koreanske double fry kyllingevinger her    Humm.. hvorfor ikke kombinere metoderne?


Man tager en stak kyllingevinger.  Regn med at alle spiser mindst dobbelt så mange som man regner med.  Til fire personer, hvor man laver masser af tilbehør i form af diverse salater, beregnes to kilo.
Del vingerne i tre og brug de tynde endespidser til fond.
Til et kilo vinger beregnes:  1 dl vodka, 1 spsk sukker og 1 spsk salt.
Vingerne puttes i en frysepose eller en skål sammen med vodka, salt og sukker.  Lad dem marinere mindst en time, gerne natten over, og ryst/vend rundt så ofte du husker det.
Tag vingerne op af posen, og tør dem i et viskestykke  eller med køkkenrulle.  De behøver ikke at være knastørre.

I en stor skål blandes 1 dl kartoffelmel med 2 spsk bagepulver, og 1 tsk fint salt. Alle vingerne vendes grundigt i melblandingen til de er helt dækkede.
Nu skal de dybsteges to gange: først ved svag varme i ti minutter og derefter ved fuld hammer i et par minutter.

Lad dem køle helt ned efter første gang stegning.  Når de er kølet ned kan man vælge at fryse vingerne, så man har en nem snack til uventede, Longneck medbringende gæster.
Hvis ikke, steger man vingerne ved høj varme, og vasker i mellemtiden den store skål og hælder 2-3 dl af sin yndlings-BBQ sauce i den.  Når alle vinger har fået anden gang stegning, vendes de i skålen med BBQ-sauce og derefter direkte over på et serveringsfad.

 

buffalo-vinger_sprode_saftige_vodkamarinerede

Need I say more?

Denne BBQ-sauce fra The Fabulous BBQ Pit Boys kan bruges som grundopskrift, og man kan efterfølgende justere op og ned på syre kontra sødme, og bestemme om man vil tilsætte flere smagsgivere så som spidskommen, ekstra hvidløg, paprika eller måske flydende røg.

BBQ Pit Boys Barbequesauce
Hak to løg og sauter´ dem i olie til de er møre.
Derefter tilsættes:
1 dl ketchup
2 dl Melassesirup ( kan købes hos Matas eller Helsam )
4 spsk sennep
1 cola
1 spsk hvidløgspulver eller granulat
2 dl glykosesirup ( findes i bageafdelingen i større supermarkeder )
2 dl æblecidereddike
1 dl tomatpure´
1 l kyllingefond

Jeg er glad for ananas  i min bbq-sauce og smider gerne en kvart eller en halv hakket ananas i saucen også ( jeg ved godt at er totalt dårlig smag, og kan i samme åndedrag fortælle at jeg også elsker ananas/gorgonzola/kyllinge Deep Pan Pizza med ansjos, ruccola og rå mængder hvidløg ).  Hvis man vælger at bruge ananas skal den være frisk, aldrig fra dåse.

Saucen simrer en times tid, eller til den har den konsistens som man ønsker.  Den tykner en del når den køler ned.  Smag til med din favorit chilisovs ( jeg bruger Siracha, som kan få´s i de fleste større supermarkeder ) til du når den ønskede styrke.

De friskstegte kyllingevinger vendes i saucen og serveres rygende hede.  Need I say more?
Eventuelle rester gemmes allerbagerest i køleskabet, og er garanteret fortrinlige spist direkte fra foliebakken, med køleskabet som eneste lyskilde en tidlig, sort vinter-tømmermænds-mandag morgen.

hjemmelavede-buffalo-wings_sprode_kyllingevinger_marinerede_i_vodka

-Velbekomme-

Advertisements

2 replies »

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s