Vinterferie. Ældsten kommer tidligt hjem fra ferie-SFO, slår sig ned på sofaen og skraber tæpper og puder sammen i dynger omkring sig, stadig med al overtøjet på. Siger at han bare fryser og fryser. Efter en halv times bekymret trippen i cirkler omkring sofaen får jeg ham under klynkende protester tvunget ud af klunset, og puttet under sin dyne. Nu koger han! Er helt stille, vil ikke have noget at drikke, ej heller en is. Selv Ipaden kan han ikke holde ud at tænke på “jeg vil bare sove lidt mor” hvisker han gennem fast sammenbidte tænder. Øjnene er glasblanke og det er tydeligt at det disede januar-eftermiddags-lys stikker så meget i dem, at han må holde dem halvt lukkede. De lange øjenvipper sitrer mod fint lyserøde, blusende kinder.
Han glider hurtigt ind i søvnen og nu høres kun hans hurtige, overfladiske vejrtrækning i stuen.
Stilheden bliver pludselig larmende. Jeg skynder mig op af trappen til Yngsten, som har leget actionmands-leg på sit værelse. Også hans kinder er blevet fint malede med perfekt runde cirkler af lyserød dukke-rouge. Øjnene fugtige og trætte, han sidder stille på sin seng omgivet af alle dukke-heltene, der nu ligger slattent hen i varierende stadier af overgivelse overfor overmagten.
Den brødrende duo bliver normalt ikke opfattet af omverdenen som værende stille børn. Hvis man starter med at forstille sig den diamentrale modsætning af en bly viol, tilsætter et 24-timers langt Tivolifyrværkeri, samt et loopende lydunderlæg af Speed-club har man et temmelig præcist billede af dem, sådan på en daglig basis.
De bliver syge med regelmæssige intervaller, nøjagtig som alle andre børn. Det er bare som om at høj feber, ondt i halsen og snotnæser ikke påvirker dem i samme grad som det gør mange andre. De har begge præsteret at have henholdsvis skoldkopper og lungebetændelse med 39.6 i feber uden at humøret – eller tempoet for den sags skyld – blev påvirket synderligt. Derfor er det helt uudholdeligt når de en enkelt gang hvert andet år bliver så slatne, at de bare ligger hen og ikke orker andet end at ligge stille og være sløje.
Jeg forbereder mig på den store store sygdoms-tur: finder børnepanodilerne frem fra gemmerne, laver optælling af hvor mange is vi har i fryseren, finder den helt uhyggeligt kunstige, franske saftevand som ungerne elsker op fra kælderen, samler knæk-sugerør frem fra skuffer og producerer isterninger så vandet står ud over hele køkkenbordet. Desperat endevendes alle skabe i søgen efter medikamenter, og bagsiderne på pakkerne med Strepsil og Væk i morgen bliver nærstuderet: hvor ofte må et 4-årigt barn få halspastiller? Et blødt håndklæde rives resolut i strimler for at blive til fugtigt-kølige pandeklude ( de almindelige vaskeklude er ALT for stive til at berøre mine børns sarte, febrile pander ), og mælk med honning lunes, og gad vide om ikke en pastil med salvie ville være godt? Der skrives indkøbsliste: mariekiks, smoothies, yoghurt med jordbær ( den dyre, økologiske), appelsinsaft og ditto æble (den friskpressede), 1 cola, og rå mængder gule is.
Løvemor træder i karakter, adrenalinen pumper og totalt glemt er, at jeg så sent som i morges var ved at gå ud af mit gode skind af irritation på de forplimmede unger, som bare var alt, alt for MEGET med deres konstante bimlen omkring, råben og skrigen og kæmpen op og ned af vægge og igennem hele hytten.
Der ringes til institutionerne ” ja, de er begge helt slatne, jeg tror ikke I ser dem før i næste uge, tidligst..”. Deadlines på opgaver rykkes “ja, jeg er ked af det, men ungerne er syge, så…”
Mentalt er jeg klar på en uge uden søvn. Florence Nightingale, go home, Big Momma´s in the house now.
Naturligvis er al balladen og den hektiske aktivitet udelukkende til for at man skal få en følelse af at GØRE NOGET.
Alverdens smoothies og pastiller kan ikke helbrede drengene, og selvom jeg ved at de bliver raske igen snart ( de får besked på at bøje nakken ned mod navlen hver halve time, for at forsikre deres mor om at de ikke pludseligt har fået meningitis ), er det ikke til at holde ud, bare at sidde og vente med hænderne i skødet.
Så jeg løber alt hvad remmer og tøj kan holde: lufter puder og dyner, pakker febrile børn ind og ud af dynerne afhængeligt af om feberen er af den slags man fryser eller sveder af, skifter kolde klude, henter is og lokker panodiler i modvillige, ømme børnehalse – og ve den stakkel, som kommer på tværs af pasningsbanerne undervejs, eller tillader sig at komme med velmenende bemærkninger i forhold til hvordan man også kunne gøre.
På anden sygedag siger Ældsten fra dyne-dybet at nu vil han altså gerne i ferie-SFO igen. Yngsten nikker bifaldende, han vil gerne i børnehaven, eller have legeaftaler. Feberen er faldet, og de keeeder sig.
Kavaleriet bliver afblæst for denne gang, og pastiller, hostesaft og panodiler gemmes bagerst i skabe og skuffer, aftaler med kunder genoptages og der ringes rundt til institutionerne ” Ja, det var vist ikke influenza alligevel, så han kommer i morgen…”
Vi har is og saftevand, cola og Mariekiks nok til de næste par års forbrug i kælderen og vi aftaler at fejre helbredelsen ved at stege en Boston butt AKA en nakkekam på gasgrillen, og holde fest i aften.
Min første-nogensinde-luksus-gas-grill, som hele familien har skillinget sammen til min fødselsdag forrige uge, kan endelig komme i brug med god samvittighed og totalt begejstret slææber jeg den ud på terassen, får gassen sat til: hurra! Det virker!
Kød indkøbes, marineres og sættes over, først med to timers røg, og siden på langtidsstegning og jeg slår mig ned ved siden af grillen i en iskold solstråle, klaprer tænder over kaffekoppen, og bare nyder visheden om at børnene er raske igen, og i aften skal vi hygge os med ægte BBQ.
Det er sku egentligt temmeligt koldt, og lige som jeg vil gå indenfor og få varmen, kommer Ungerne + legeaftaler myldrende ud i den lyse formiddag ” moaarh, skal vi ikke lave bål?! Yeah! og riste marshmallows, ikke!” Jeg bærer kampsvendende brænde ned til bålpladsen, tænder op, vakler op til huset efter varm kakao og slæber mig tilbage til bålet, hvor ungerne venter på deres fest-snacks. Børnene råber og løber rundt, og det er som om jorden forskyder sig et par centimeter under fødderne på mig. Bål-scenen bliver surreel. Hvad laver jeg her, hvorfor sveder jeg sådan? Nøhj, der er ordenligt varme på ilden nu, den stikker voldsomt i mine ømme øjne..
Seks timer senere kommer Herren hjem til et mørktlagt, totalt stille hus.
Kun ungernes Ipads lyser op, og det ser ud som om floucerende alien-halos har ædt begge brødre. Jeg ligger i mørket på sofaen og piver sagte. Har høj feber, ondt overalt og kan ikke overskue hverken kød eller grill eller fest eller noget som helst overhovedet.. Vakler op i seng og så
mørke
3 dage senere får resten af familien pulled pork burgere til aftensmad. Jeg formår lige at stege grisen færdig på en ligelig blanding af rødvinstoddy, ingefærthe og rå mængder selvmedlidenhed, inden sengen kalder igen.
1 nakkekam på omkring 2 kg gnubbes grundigt ind i en blanding af 1 lille håndfuld sukker, 1 lille håndfuld groft salt, 1 spsk paprika ( evt. røget ), 1 spsk friskværnet peber, 1 spsk tørret hvidløg og 1 spsk timian og/eller oregano, 2 knuste laurbærblade, samt 1 spsk chilliflager.
Lad stegen trække til dagen efter, eller så lang tid man nu har. Hvis man har en marinadesprøjte, kan man ydermere give stegen et par ordentlige skud æblemost, iblandet salt, paprika og honning – eller hvad man nu synes man har lyst til at kødet skal smage af.
Grillen tændes op på indirekte varme, hvilket betyder at der skal være plads til stegen et sted på grillen, hvor der ikke er kul direkte nedenunder.
Så gøres røgpakkerne klar:
Røgpakkerne placeres direkte ovenpå kullene – eller brænderne, hvis man bruger en gasgrill – og låget lægges på. Når der kommer godt med røg ud fra grillen, er den klar. Kødet placeres på risten det sted, hvor der ingen kul er nedenunder, og låget lægges på igen. Nu skal varmen justeres ned til den rammer lige omkring de 125-35 grader. På en kuglegrill gøres dette ved at justere ned for spjældene, til man rammer den ønskede temperatur. Det kræver lidt øvelse og er ingen eksakt videnskab, så man må prøve sig frem.
Når der ikke kommer mere røg ud fra grillen, lægges en ny røgpakke på, og sådan bliver man ved i omkring to timer.
Man kan sætte en skål æblemost, eller cider ( eller burbon eller vin eller øl eller..) ind i grillen for at forhindre at overfladen på stegen tørrer for meget ind under tilberedningen
Herefter sætter man et stegetermometer ind i midten af stegen og steger videre ved 130-150 grader, til stegen har nået en centrumtemperatur på omkring 60 grader.
Den sidste times tid skrues temperaturen op til omkring 170 grader, og pensles stegen hvert kvarter med bbq-sauce ( jeg bruger denne opskrift fra The BBQ-pit boys ), så man får en fin, mørkt karameliseret overflade.
Da vores steg havde tilbragt to døgn i køleskabet inden den skulle karameliseres, var den blevet fast nok til at kunne monteres på et rotisseri-spid. Normalt vil man bare have stegen liggende på grillen mens den pensles.
Meen, den er da fin, når den sådan snurrer rundt på sit spid, og jeg tænker at næste gangs pulled purk skal laves på spid fra begyndelsen, og bare have lov til at FALDE af rotisseriet, når den er klar.
Når kammen er færdigstegt, hviler den 30 min i staniol og derefter kan man hive kødet fra hinanden med to gafler og eventuelt tilsætte mere bbq sauce og mere af rubben.
– Velbekomme –
Categories: fest, gæstemad, Grill, Gris, New American, Noter fra et familieliv med børn, Røgning
En notesbog fra haven og køkkenet 
Det var da nogle helt fantastiske billeder – og det ser såå lækkert ud :)!
vh. Trine fra http://www.spisogvis.com
LikeLike
Tak Trine 🙂 Resten af familien syntes også det var lækkert ( jeg lå uden smagssans og pev under dynen, da de spiste.. ) og jeg glæder mig til at lave den igen. BBQ-saucen fra Pit Boys er også bare go´ og kan holde sig mindst en måned på køl, så der er til flere gange grill 🙂 Vh Christina
LikeLike
Du er en vidunderlig sygeplejerske 😇
Men suk… selv Florence kan rammes af sygdom. Håber at du er frisk igen 😘
Sendt fra min iPhone
Den 22. feb. 2017 kl. 05.54 skrev En notesbog fra haven og køkkenet <comment-reply@wordpress.com>:
christinadamgaard posted: ” Vinterferie. Ældsten kommer tidligt hjem fra ferie-SFO, slår sig ned på sofaen og skraber tæpper og puder sammen i dynger omkring sig, stadig med al overtøjet på. Siger at han bare fryser og fryser. Efter en halv times bekymret trippen i cirkler omkr”
LikeLike
Jepp, helt frisk igen. OG er begyndt at glæde mig til vi snart ses 🙂 Hurra!
LikeLike