Who cares? Hjemmesamlede muslinger og Moules Saussion.

IMG_0244Ungerne bliver sluset ind i entreens halvmørke “kom indenfor, kom indenfor. Vi sidder lige og spiller, kom bare, det var så hyggeligt I kom, sig hej-hej til Jeres mor, hun henter Jer bare senere, ja? en time fra nu, ikke?”
Bam! Døren smækker, og jeg står alene i en koldt rungende terrazzo-trappe-opgang i boligblokken. Vi skulle egentlig bare over at aflevere Jamils glemte trøje fra legeaftalen hos os i går, og med vanlig gæstfrihed har Jamils mor nu SUGET mine børn ind i deres lejlighed.
En hel times børne-fri, og så på en åhh-vi-skal-nå-SÅ-meget-praktisk-lørdag.
Hjemme ligger Herren under køkkenvasken, indsmurt i sort, lidelugtende snask fra det stoppede afløb, og jeg burde hurtigst muligt gå i gang med gulvvasken, og få den overstået inden Den Brødrende Duo igen vender hjem igen og indtager huset med div. sortfodede, græsafklipsindsmurte, vandglidebane-plaskvåde, smoothie-og-ispinds-spildende, popcorn-om-sig-kastende legekamerater.

“Du? skulle vi egentlig ikke tage over til Thurø og samle muslinger? Det gad jeg så godt..”
Herren kikker op nede fra under vasken, skynder sig derefter at vaske hænder, og sammen flygter vi ud af huset, efterladende et kaos af halvfærdige projekter, en kvart slået græsplæne, beskidte gulve, rod, vasketøj og spindelvæv.  Min kære mor har som sædvanlig ret i sin selvopfyldende indflytnings-profeti: det hus når I ALDRIG i bund med. Så f… det. Det er lørdag, vi har fri og Berlingoen hviner rundt om hjørnet på Fruerstuevej, vi er på vej!

En time senere henter jeg unger med en dryppende sækfuld ny-høstede muslinger over skulderen.  Dagen har fået en dybere mening, skuldrene er sænkede igen og pludselig virker den forplimmede gulvvask lillebitte og fuldstændig irrelevant.  Who cares? Vi har fået våde fødder, frisk luft, en fornemmelse af at lave noget SAMMEN og så kan resten vente.
Vi laver Moules Saussison til Pinsefrokost, og indtager den i blomsterhavet på terrassen, med duggede glas rose´samt udsigt til den kvart slåede græsplæne, vandglidebanen og de 1000 plastic-dimsedutter, som stadig ligger spredt ud over matriklen, og som nok bliver ryddet op næste gang vi får vigtige gæster.  Eller måske ikke.

Muslingerne skal renses grundigt i mange hold vand.  Jeg fjerner ruer og snask med en stiv børste, og til sidst fjernes “skægget”, som er der hvor muslingen har fæstnet sig på stenen.  Hvis man er i tvivl om muslingerne er fyldt af sand, hvilket vores garanteret altid er, siden de bliver sanket i tang, direkte ovenpå havbunden, laver man en saltvandsopløsning, der er lidt mindre salt end havvand ( Sådan ca! Man smager sig bare frem til den smag man synes er passende) og lægger muslingerne i blød. Dæk skålen til med et åndbart klæde, eller et låg på skrå, så muslingerne tror det er nat. Vandet skal skiftes hver 12. time mindst, for at undgå iltmangel.
Man skal huske aldrig at plukke muslinger i vand, der virker brakket og grøn-grumset i sommerhalvåret ( af fare for blå-grøn alger), ej heller lige ved siden af spildevandsudløb og større havne, og heller ikke i pløppet, stillestående vand.  I det hele taget bruge fornuften.  Jeg plejer at gå efter devisen: hvis jeg ikke har lyst til at smage på vandet som muslingerne vokser i, har jeg nok heller ikke lyst til at spise muslingerne!

Løg og hvidløg sveder til de er gennemsigtige i en tykbundet gryde i masser af god olivenolie, pølsen ( her en Italiensk inspireret paprikapølse fra LamGrisogCo. Man kan også bruge rå Italiensk “farspølse” i stil med salcicce med fennikel – opskrift følger snarest- ) tilsættes og der skrues op på fuldt knald.  Hæld de rensede muslinger i gryden, efterfulgt af et glas hvidvin eller tør Vermouth.  Muslingerne dampes til de lige er begyndt at åbne sig, ca 3 minutter.  Rå mængder fennikeltop og persille hakkes fint og vendes ned til muslingerne sammen med et ordentligt drej peber og en dyne af fintrevet peberrod til allersidst når muslingerne er anrettet på deres fad.
Server´med hjemmelavede pommes frites og en god, grøn salat.

-Rigtig god pinse, og må solen danse højt og længe over de tunge regnvejrsskyer-

Advertisements

Categories: Uncategorized

2 replies »

    • Ja, det tror jeg sagtens at de kunne 🙂 Der er et eller andet grund-beroligende og afstressende ved at samle sin egen mad i naturen. -Lidt ligesom det må føles for Jer at gå en tur i Jeres urbane have og se hvordan det hele bare vokser og gror: alting fortsætter ufortrødent i samme rolige tempo, også selvom hamsterhjulet er ved at spinne ud af kontrol..

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s