Familien på ferie i “Autoncamperen”

2017-08-01 06.34.28.jpgSolopgang over blikstille vand.  Kølige dugdråber fra lillablomstrende lyng falder på mine bare tær.
Jeg indhalerer fugtmættet, blid luft i den totale stilhed, og bare står.
Panoramaview, frodigt dansk Morten Korch´sk overdrev med plettede muh-køer og det hele, inklusiv en horisontlinie der går i et med havet et sted derude i glitterstadset.
Tænker: “det hele skal nok gå” og “i dag er den første dag i resten af ferien” og “det er kun godt med udfordringer, vi vokser alle med opgaven” og “hvor er vi dog bare priviligerede” og så videre.
Strækker min iskolde, fugtigt-klamme krop og bevæger mig på stive ben og dunkende hovede ned mod vandet fra vores lillebitte autocamper.

Hvad f..??
Smuuuut-swop!
Benene forsvinder under mig, jeg lander pludselig ydmyget på hænder og knæ i en pøl sort kokasse-snask, fatter lynhurtigt at den sprit-nye, uundværlige og mega dyre telefon/kamera/kommunikationsdims er landet godt presset ned i mudderet under højre hånd.
Arhj nu STOPPER det kraftedeme! Forpulede pis-lorte-røvturs-lorte-lorte-LORTETUR.
Ok.  Op at stå. Træk vejret.  Hump ned til vandet, vask hvad vaskes kan og tør resten af i en græstue.  Tænk: “det hele skal nok gå” og “hvor er vi egentlig priviligerede” og ..

Herren i huset, Den brødrende Duo og jeg er på autocamperferie i det Danske sommerland, og det er en mådelig succes.  Vi lagde smukt ud med en hel dag i Fårup Sommerland, hvor vi nærmest havde det hele for os selv fordi DMI havde lovet syndflods-agtige tilstande i regionen, og hvor solen i den virkelige verden skinnede bag lette cumulus-skyer, men derefter er det gået lidt ned af bakke med ferieidylen for familien Damgaard-Sylvest.
2017-07-28 19.00.01.jpg
Efter at have tilbragt de efterfølgende to dage med styrtregn samt et konstant og meget enerverende underlæg af brødrende plagerier vedrørende Ipad og telefon-spil og dvd-film midt i en skov et sted i Nordjylland lå vi, dagen forinden mudder-affæren, alle fire en tidlig morgenstund i en lun og tryg bunke i sengen bag i bilen, mens regnen manisk trommede løs på taget.  Herren i huset var mere stille end normalt, faktisk nærmest tavs og jeg begyndte at fortryde alle mine insisterende plagerier om en autocamper-ferie, som jeg havde påbegyndt en gang i foråret.
– Husker pludselig pinagtigt tydeligt dagen hvor det endelige stød blev sat ind: en søndag morgen over nybagte boller og frisk-kværnet kaffe latte, hvor jeg kækt gav Herren håneretten i fald ferien skulle gå hen og mislykkes.

Er det nu, der skal hånes og siges “jeg SAGDE jo at turen ville blive en fiasko, vi KAN bare ikke være sammen alle fire i en lille bil en hel uge, GLEM nu dine dumme drømme om familie-idyl og kommen-hinanden-ved-uden-IPad-og-videospil ” ?
DMI lover: regn, regn, regn i hele regionen..

Små-desperat greb jeg min telefon midt i den lune morgenhygge, og ringede til bageren i Vesterø på Læsø, for man siger jo at der altid er sol på Læsø ikke? Ikke?
Bageren må kunne fortælle om vejret, når nu DMI ( forplimmede DMI! ) ikke kan love tørvejr.  Bagerdamen tog telefonen, og på min forespørgsel om de faktuelle vejrforhold på Vesterø Hovedgade svarede hun undrende men sandfærdigt “jamen, det er da fint vejr udenfor..”.
Godt!  Vi tager til Læsø, afsted!  Farvel til Limfjorden, iskolde bådture til Fur, Bunkermuseer og Kalkstensgruber i silende, grå og klam sommersyndflod, vi er på vej mod solen!
Herren i huset modtog ideen en kende reserveret, men jeg kender mine lus på gangen og vidste at han bare lige skulle have en times tid under det stadigt regn-trommende bliktag for at indse at jeg har ret (!).


Og nu er vi så her.  Autoncamperen ( Ældstens udtale ) er parkeret ved det lave vand i Bouet på Læsø.  I går smed Herren og jeg ungerne i seng tidligt ( som er klokken 22, sommerferie-time ).  Vi ville have en time alene med bøger, rose` og udsigt.
Som to sammensvorne nærmest løb vi fra camperen ud i det fri, den ene med bøgerne under armen, den anden medbringende rose´i rå mængder og to plastic-vinglas.
Hyg, for faen!
Vi slår os ned, hælder op, ser hinanden smilende i øjnene, skåler, og SÅ slår de til. Myggene.  Myriader af myg.
Vi hopper og danser, vinen skvulper ovenud og efter ti minutter gir vi op, og grinene kravler vi ind i Autoncamperen, hen over trygt sovende unger og ind i seng.  Altså, hvor uheldig har man lov at være?

Jeg vågner omkring klokken 2 efter febrile drømme om øde øer i et uendeligt hav.  Sengetøjet og lagenet er plaskvådt, hvad faen sker der?
Så slår det mig: Yngsten havde et natligt uheld i går og vi har vasket skumgummimadrassen grundigt for at der ikke kom skjolder.  Selvsamme madras (og tilhørende dyner, puder og lagener ) har vi dagen igennem slæbt ind og ud af Autoncamperen på alle de steder vi har holdt rast for at den kunne tørre, og det føltes som om den var fint tør inden vi gik i seng.
Åbenbart kan sådan en tyk madras indeholde uanede mængder vand, for med min – ikke uanseelige – vægt ovenpå har den ihvertfald kunnet afgive et par liter væde yderligere.  Pis! Jeg kan ikke stå op, for vi ligger bogstaveligt i bunke og jeg skal kravle hen over begge unger for at komme ud og hvis de vågner klokken to om natten bliver der ragnarok og uendelig plagen om telefon-spil og video og så er dagen ødelagt..
Jeg sukker, vender mig i den våde pøl og venter på at solen står op..

Tre timer senere rejser jeg mig fra mudderpølen, humper ned til vandet, tørrer telefonen nødtørftigt, efterlader den på en græstue og går ud i den store blå-glitrende flade.
En ny dag begynder.

 

 

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s