Autoncamperen vol.II.

IMG_0978.JPG

Stoop! stop-stop-STOP!
Hvinende bremser efterfuldt af den hysteriske motorlyd lyd af Autoncameren i 4000 omdrejninger/min baglæns på den smalle, øde vej et sted i plantagen på Læsø.
Ungernes uendelige passivt-agressive knævren vedr. ejerforholdene på deres nye plasticdimse-actionmænd ophører brat og fire store, bange øjne følger mig tavst da jeg springer ud af døren på bilen og styrter afsted tilbage langs grøftekanten på bare fødder.

Efter er par forholdsvis nedslående dage i en manisk silende Nordjysk sommerregn, har vi taget et hurtig beslutning og er flygtet i Autoncamperen ( første kapitel om Autoncamperen er at finde her ) til det hjemlige Læsø, hvor vi via en telefonforbindelse til den lokale bagerdame i Vesterø fik af vide at solen skulle skinne.

Den første dag på øen er gået med at køre lidt planløst rundt i en stemning af ” nå, nu er vi her, og hvad så? “.
Jeg har inden ferien ligget brak med en ondsindet influenza, der nu har efterladt sig en forkølelse af dimensioner.  Dopet på hestepiller, klamt-febril og uden nogen form for lugte eller -smagssans sidder jeg og prøver at holde modet oppe og fake at jeg har totalt overskud til at planlægge dagene heroppe.
Det var trods alt min alt-nedtromlende ide´at vi impromptu skulle tage til Læsø, ligesom at vi skulle tage på jomfrurejse i en autocamper til at starte med.
I virkeligheden har jeg lyst til at lægge mig i fosterstilling bag i bilen, og ikke vågne før byskiltet til Svendborg er i sigte, men det nytter jo bare li´som ikke rigtig noget.

Det er som om vejene heroppe er for smalle til Autoncamperen, hvilket frembringer konstante stressmomenter og nær-grøft-oplevelser for Herren i huset ( der pga. et husfrueligt glemt kørekort er konstitueret chauffør ), samt en lurende bitterhed over at de modkørende billister overhovedet ikke gider trække ud og give – bare ti centimeter – plads. Der skal meget til før Herren i huset giver udtryk for oprørte følelser indefra, og i solidaritet med ham sidder brødrene og jeg snart i den skinnende smarte, strømlinede Autoncamper og skuler efter de lokale gamle damer, fiskermænd og børnefamilier, der prøver at intimidere os fra deres lokale, grimme rustbunker.
Four rebels without a cause.

Herren og jeg har en fælles passion, som altid kan lulle os ind i en tryg og rolig havn de tidspunkter hvor bølgerne går højt, nemlig mad. Gode råvarer, madlavning i timevis og snak over et par glas god vin fejler aldrig når livet derude bliver lidt for råt og uoverskueligt.  Sædvanligvis ville vi allerede nu have været øen rundt i jagten på de bedste boder med kantareller, have opstøvet Juul for at købe et par pølser, tjekket menukortet hos SpisNu, som laver de bedste pizzaer og jomfruhummer-croquetter EVER, prøvet at få fat på et godt stykke lokalt kød og snuse alle grøntsagsboderne langs vejen igennem for de friskeste grøntsager, nylagte æg, læsø-skalotter, hind-blå-og -stikkelsbær samt røde kartofler hos Kartoffeldamen i Østerby.
Vi har de sidste to dage levet af pastaretter fra frost, samt burgere og nudler i Fårup Sommerland, så det er ikke fordi vi ikke mangler lidt kvalitetsfoder.

Jeg sidder og kikker sløvt på kantarelboderne, der suser forbi os.  Er totalt ligeglad, kan intet smage indefra slim-boblen og så kan det hele være ligemeget.  Små-bekymret skæver Herren til mig ” er du sikker på at vi ikke skal stoppe og handle? “.
“*suk* Nej.. kan vi ikke bare køre ud mod Storhavegård? ”
På Storhaven får man Verdens Bedste Is, og ungerne elsker at lege med kattekillingerne, hoppe på trampolinen og frydefuldt hvine når den tossede hyrdehund kommer styrtende i frugtesløse forsøg på at hyrde en flok perlehøns. Moderen kan der´ måske også med forholdsvis god samvittighed så lægge sig, svøbt i lunt tæppe af selvmedlidenhed, og sove et par timer..

 
Hov, se der! Et nyt turist-skilt ved vejen lokker med både Antik, Mini-golf og Grillrestaurant.
Vi griner lidt af kombinationen på skiltet ( Antik og minigolf samme sted ?! ), stemningen letter, og vi kører ned for at besigtige herlighederne.  Som forventet er antikviteterne en ordentlig bunke skrammel, som de fleste steder heroppe.  Dog er de pittoresk arrangeret i en gammel, smuk stald og har prislapper på, som befriende giver Herren og jeg en skøn halv times hygge, hvor vi kikker og snakker om hvor totalt meget vi aldrig kunne drømme om at købe noget som helst til sådanne turist-ågerpriser.
Drengene er forsvundet ind i restauranten, medbringende Ældstens pung, og da vi slår os til dem har han netop bestilt frokost til sig selv, bestående af en swingende tallerken pommes fritter og shawarma og en cola.
Han er ikke til at skyde igennem, så trods det noget usunde og meget dyre ( 75 kr for en gang pommes fritter og fem stykker frossent, skolædersejt, fritureopvarmet L… Skam Jer Antikogminigolfoggrillrestaurant Læsø ) frokostvalg, roser vi ham til skyerne for at være så stor at han selv kan både bestille, betale og tjekke at byttepengene er korrekte.  Store dreng!  Generøst svinger Ældsten ud med armene: I må gerne tage pommes fritter, der er nok til alle.
Efter to minutter bliver Yngstens konstant pommes frittes-opsnappende småfingre dog for meget for Ældsten, og for at forebygge total nedsmeltning fortrækker lillebror og jeg ud for at snakke med en af de allesteds-nærværende katte.  Det øs-pøs-p..plasker pludselig ned derude, vi smider skoene og hopper i vandpytter istedet. Yngsten hviner frydefuldt da han finder en afløbsrist midt i gården, hvor vandet strømmer særligt stærkt over hans bare futter.  Jeg indhalerer kølig luft gennem det ene, stadigt åbne næsebor: alt er ok.  Nyd, for fa´en.

Da vi kører fra Antikogminigolfoggrillrestaurant ser jeg pludselig en bekendt form i vejkanten.
Det´sku´da løgn, narh det kan ikke passe.. kan det? ER DET?
“STOOOOP!!!”  Herren hugger bremsen i på Autoncamperen og begynder prompte at bakke.
Ungerne er målløse og fatter ikke den mærkelige opførsel, som deres forældre pludselig udviser, men Herren kender sine lus på gangen og ved hvad udråbet betyder.
Rørhatte i rabatten!
Med den megen regn vi har fået, pibler svampene frem i de slåede rabatter.  Står pludselig der´i al deres ublufærdige skønhed midt i det korte græs, bare klar til at blive plukket og nydt, og ligesom en trøffelhund KAN jeg ikke køre forbi sådanne skønheder, feber eller ej.
Med hvad der ligner et små-resigneret halv-smil stopper og bakker Herren i huset Autoncamperen mindst ti gange i løbet af den næste time hen ad småvejene på vej til næste oplevelse.  Ordenen er ved at være genoprettet, og bare han må slippe for at spise svampene i aften er han tilsyneladende forholdsvis godt tilfreds.
Vi finder en plads i læ ude i klitterne, får varmet insta-kaffe, og mens ungerne frydefuldt styrter rundt i det lave, iskolde vand, tilbringer Herren og jeg en dejlig eftermiddag med henholdsvis svampe-arts-bestemmelse og roman-læsning i de lettere vakkelvorne klap-ud-stole, alt imens turens første virkeligt varmende solstråler bryder gennem skylaget.

 

 

 

Advertisements

Categories: Uncategorized

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s