Whazzup chicken shit? Moskusænder for begyndere.

Moskusænder2018_os_blog_noterfrahaven-46

Moskusænder er ikke jordens smukkeste dyr, men hvad de mangler på udseendet har de så rigeligt af i deres rolige temperament og generelle nytteværdi.

Formiddag i den flimrende skygge under kirsebærtræet i haven. Kattene sover rævesøvn.  To uundgrundelige og skovsneglsformede kattedyr ligger pertentligt med tæt under-mave-sammenfoldede poter på henholdsvis havebordet og på den eneste stol på matriklen, der har en fed og blød havehynde på.  Fire gule misseøjne ser alt under halvt sænkede øjenlåg. Dyrene gaber og ser væk når vi får øjenkontakt, der tydeligvis noget på færde.
Jeg sukker, nyder fornemmelsen af svalt græs under fødderne og klør fraværende årets første myggestik på læggen. Kan mærke at jeg er ved at ramme noget levende med hånden dernede, og ser ned.
“Hvae, dame. Var der ikk flere af de dersens regnorme der? Ja for at vi ku jo da godt spis´ et stykker af dem mere, sån”  Moskusanden Yrsa står og plirrer op med sine brune knappenålsøjne dernedefra.  Hovedet bliver lagt koket på skrå, og da jeg ikke reagerer umiddelbart ( jeg er i hvad bedst kan betegnes som et lille frydefyldt chok ) napper hun et par totter gæs lige ved siden af mine fødder og vraldrer tilbage til sin lille flok et par meter væk.  Kattene ser demonstrativt væk, de ved tydeligvis ikke hvad de skal stille op med de kæmpe fugle, der har indtaget deres territorie.

Det er første gang moskusflokken er ude i på græs i haven, og alt ånder heldigvis ro og fred.  Selv Tykkekatten, der ellers er kendt i kvarteret som ham der egenhændigt nedlagde en måge og åd den hele i løbet af en eftermiddag, holder sig i ophøjet ro.
Vi må se hvor lang tid idylen holder, lige nu nyder jeg bare øjeblikket og især tilliden fra ande-Yrsa.


Det er en uge siden vi hentede ænderne hos andeopdrætterske Frøken Hanne Honning, der selvom man skulle tro det ikke kunne lade sig gøre, bor på en bondegård så langt ude på landet at selv Gps´en måtte give op på vejen.
Frøken Hanne er en pittoresk, luftbåren og let-berørt sjæl, og da vi kom lidt for sent til overdragelsen ( udfordringer i samarbejdet ifht. rejsningen af andegårds-hegnet ) var hun så forpjusket af stress og jag, at hun måtte jappe en, hvad man kun kan forestille sig, ville være en ellers grundig og følsom introduktion til vores nye husholdningsdyr hurtigt igennem.  Hændervridende forklarede hun igen og igen at hun jo havde en masse at se til, med en premiere-forestilling i den lokale biograf Helios om fire timer, og hun måtte også nå i bad ( frk. Hanne er ikke overraskende  tidligere skuespillerinde ) og vi måtte jo vide at..
Heldigvis er frk. Hanne udstyret med et meget flegmatisk og storkrøllet mandligt modstykke ved navn Karl, som til sidst mumlende tog over og uden dikkedarer sørgede for, ikke bare at indfange fuglene, men også stække dem og vise dem frem til ungerne så de kunne aee de glatte fjer på brystet.
Det med at stække fuglene var grænseoverskridende for begge unger, og da de så Karl komme med saksen blev det for meget ” moar, klipper han hele VINGERNE af dem nu?!” spurgte den mindste grædefærdig, mens den ældste ( som altid ) bedrevidende men samtidig nervøst sagde ” narhj Johan, han klipper kun det yderste af ligesom en finger… moar? klipper han altså rigtigt i deres vinger, hva´? ”
Både Karl, Herren i huset og jeg måtte forklare flere gange at det med at klippe det yderste af fjerene fuldstændigt er det samme som at få klippet negle, men ungerne var stadig skeptiske.
Først da ænder og børn var pakket forsvarligt i bilen og vi var på vej hjem, steg stemningen igen, og ænderne blev navngivet i god ro og orden på vejen tilbage til Svendborg.
( Red. : altså i virkelighedens verden i en altoverdøvende lydlavine af  “hør-her-hør-her! Min skal hedde Dorrito. Nej! den skal hedde Flæske! nej-nej-nej Johan, DIN skal hedde FunDuck! NAARHJJ Rasmus! hoooold op med at sige det hele tiden, JEG skal bestemme, Moar! JEG skal bestemme! Faar, Rasmus driller!.. ).
Ænderne hedder ihvertfald ( i rækkefølge ) Hr. Mumle, Smilla og Yrsa nu.

Moskusænder2018_os_blog_noterfrahaven-78
Ældsten fandt på navnet til Hr. Mumle, og det navn kunne ikke være mere passende, for moskusænder er meget stille dyr, der ikke kan rappe og ej heller lave andre andelyde.
Når bølgerne går virkeligt højt og Hr. Mumle enten vil 1) vise sig ordentligt frem for damerne 2) vise hvor der er lækkerbiskner af finde i græsset 3) kalde damerne til orden fordi der potentielt er fare på færde, laver han en indviklet slange-halsdans, tramper rundt, stikker næbbet i sky og åbner gabet helt op.
Det ser flot og imponerende ud, men lyden der kommer ud af forestillingen er nøjagtig som når man lukker den allersidste sjat luft ud af en slatten cykelslange.  Lidt antiklimatisk, de mange forberedelser taget i betragtning.
Yrsa og Smilla lyder som om de har slugt et par undulater: dybt inde fra fjerene kan man høre en lillebitte kurren og trillen, især når de er tilpasse.

Ænderne er indtil nu en daglig kilde til glæde og mental helse.  De vader laaangsomt rundt på flade platter, lorgrer med halen når de ser noget lækkert som en bænkebidder, en ekstra saftig snerle, en dræbersnegl eller en bette edderkop.  De snasker og plasker i deres vandbaljer så det står efter, skider uforbeholdent og tager små lure rundt omkring i det grønne, hvor det lige falder sig for.
I mange år har det været ufatteligt svært for mig at skulle sidde stille mere end fem minutter af gangen, men pludselig er det som roen kommer af sig selv når jeg betragter dem, og allerede på dag to som ande-ejere begyndte vi at kalde det andeterapi, sådan bare at sidde og bare GLO på andelivet der langsomt udfolder sig.  ” Tag du dig lige lidt andeterapi, det trænger du vist til ?”

Uden at indlade mig i en større diskussion om hvorvidt det er dyrplageri at stække have-ænder ( altså klippe det yderste af deres svingfjer så de ikke kan flyve ) vil jeg sige at det som smånervøs førstegangs andeejer passer mig fint at kræene ikke sådan bare lige kan lette og flyve væk fra matriklen det første stykke tid.   Når de skifter fjer igen og de nye svingfjer vokser ud, forestiller jeg mig at de er blevet så glade for at bo her, at de ingen vegne skal, og så skal de naturligvis ikke stækkes igen.

Andehuset byggede jeg på to dage, og da jeg ikke har det gen, der hedder at læse instrukser og følge anvisninger gik jeg bare i gang med at save og banke huset op på en gammel helpalle vi havde stående i baghaven.  Det var forbløffende nemt, og alle de forbehold Herren og jeg have haft over at gå i gang med projekt selv-byg blev gjort til skamme.
Lad det være sagt: hvis jeg kan finde ud af at bygge et sådan hus, så kan ALLE.
Pladerne består af (vistnok) vandfast masonit og nogle andre småstykker vi have i henholdsvis kælderen og garagen, og skelettet af nogle lægter.  Det hele er samlet med et utal af skruer og hjørnebeslag og til sidst malet med træbeskyttelse.
Taget er undolineplader, og til vinter bliver hele huset pakket ind i sådanne for at forhindre at det fyger sne ind i huset.


Når man bygger et andehus skal man tænke over følgende:

  1. Der skal være god ventillation, men ikke træk.  Ænder afgiver megen fugt.
  2. Bunden skal være vandfast og nem at rengøre.  Ænder skider overalt! Der kommer meget ud af dem, og det er vandigt.  Jeg har brugt en gammel baggagerumsmåtte til at lægge i bunden, den er nem at tage ud, tømme og derefter spule ren.
  3. Strøelsen skal være absorberende.  Der er delte meninger om hvilken strøelse er den bedste.  Nogen foretrækker halm, andre spåner.  Vi bruger easy-strø, bare fordi vi kom til Land&Fritids-butikken klokken 3 minutter i lukketid for at hente foder og strøelse, og det var lige det, de anbefalede.  Det er dyrt, men virker meget drøjt.
  4. Der skal være et fald på taget fra forsiden af huset mod bagsiden, så regnvand og snesjap kan løbe af.

Og måske allervigtigst: man skal ikke blive ked af det hvis ænderne ikke vil bruge huset.  Ænder sover i det fri ude i naturen og ruger æg i hule træstammer, så medmindre man er ræv eller- mårplaget er der ingen grund til at ænderne død og pine skal sove indenfor.  De skal så selvfølgelig have en sikker andegård at være i,- især hvis de er stækkede.  Vores ænder vil absolut ikke ind i huset, men vil hellere sove udenfor i andegården.  Til gengæld har Yrsa besluttet sig for at lægge æg derinde efter jeg lagde hendes første i-busk-lagte æg derind og det er lige som det skal være.

Som sagt skider ænderne villigt, pjasker med deres vand og foder som om livet afhang af det og er generelt nogle sjuskede svinemikler, så når man indretter andegården er det en god ide at overveje 3 ting.

  1. Man skal nemt kunne komme til at skifte deres vand, og skal regne med at gøre det mindst 1 eller to gange dagligt.  Det er derfor en god ide´at lave et fald der leder vandet væk fra resten af gården, der hvor man stiller deres vand.
    Moskusænder har brug for flere store fade med vand ( vi bruger gastrobakker – man er vel gammel kok – med en diameter på omkring 50x30x15cm ) Bakkerne skal være så  dybe at ænderne kan få hele hovedet under vand for at rense næsebor og næb, men de behøver ikke nødvendigvis et decideret badebassin.  Jeg havde lavet et fint bassin med en trappe og det hele i en kæmpe murerspand, men ingen af ænderne gider bruge det.  Istedet går de gladeligt i gang med gastrobakkerne og kan blive fint gennemblødte ved at vade op i bakkerne og baske.
  2. Underlaget i gården bliver til mudder i løbet af ingen tid.
    Efter at have været i “I-skal-blive-tamme-karantæne” en uge har vores tre ænder forvandlet deres 15 m2 store andegård til et stort pladderhul.  Næste projekt bliver at lægge et 30 cm dybt lag barkflis ud over hele gården.  Forhåbentlig kan det afhjælpe fugtighedsproblemet lidt, og nu hvor ænderne er ude i haven hele dagen, bliver det også kun om natten de skal bruge gården.

3. Foderet skal være rottesikret.  Enten skal man fodre indenfor, eller også i en  beholder der mindsker risikoen for at der bliver spildt foder på jorden.  Vi har pt.  en gammel vandskål med skrå sider, og den fungerer overraskende godt til at holde foderet på sin plads ( se sidste billede)

Ænder har generelt kun brug for: et sikkert sted af trække sig hen og være i fred og derudover fri adgang til skaller, grus, foder, grønt og rent vand.
Når disse betingelser er opfyldt er det ( så vidt som jeg har kunnet læse mig til i de lange, natlige gennemtrawlinger af internettet om moskus-lekture ) nemt at holde ænderne.  Moskusænder er generelt sunde, og kan sagtens tåle at være ude, også om vinteren ( naturligvis skal de have mulighed for at gå ind i læ i et hus ).
Hvis jeg har glemt eller overset noget modtages gode råd og kommentarer med kyshånd.

Til gengæld for foder, vand og husly får man en effektiv sneglebekæmpelse, gratis mindfullness-terapi-timer, gode æg og god-samvittighed juleandestege af de ællinger, der forhåbentlig kommer, og skal slagtes som 4-måneder gamle engang i oktober/november.
Drengene er forberedt på at vi skal slagte til jul, og Ældsten har allerede meldt ud at han gerne vil hjælpe med at plukke.
Så må vi se hvordan de voksne klarer den´ knibe.  læs evt. indlægget om dillemaet ved at være en slatten chickenshit her
Men hey! Den tid, den sorg, ikke sandt?..

*Rigtig god pinse*

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.