Hverdags-first-word-dillema i provinsen: om at elske sin mand, og hade hans roser.

Have-anerne : De 7 Haver.

Herren i huset kommer fra en familie med lange traditoner udi havedyrkning. 
Hans Mormor, Fru. Tove Sylvest, drev i sin tid den afsindigt smukke – ofte omtalt i pressen, og royalt besøgte, mind you –  ” De 7 haver ” i Aa, tæt ved Assens.  Moster Sus passer i fællesskab med sin havekyndige mand Peter en fantastisk stor privat have, hvor rosen og -staudebede afløser hinanden i et vandfald af frodighed på det stejlt skrånende terræn ned mod Frederiksborg slot i Hillerød, og Mor Vibeke dyrker have sammen med sin Evan fra deres eventyrhus ned mod bugten ved Falsled, hvor gamle roser, æbletræer, køkkenhave og Påskeægs-lunden indbyder til slentreture og hyggekrogs-opdagelser for store og små.  
Alle 3 haver er, og var, opbygget med vægt på at give et organisk og naturligt udtryk, med stilsikker sans for hvilke planter der trives hvor i et terræn, der ikke nødvendigvis falder indenfor den firkantede og planerede parcelhus-have-grund.

Uden at have været synderligt interesseret i den rent praktiske del af at have have, har Herren alle dage haft en nostalgisk faible for rosenhaver i samme stil, som den hos sin mormor: pertentlige firkantede bede i nedlagte chaussesten, hvor overdådigt storblomstrende opstammede roser står i fodposer af små-blomstrende buskroser.  
Intet ukrudt, ingen stauder eller andet kravl vover at vokse mellem trædestenene, og ej heller i de små firkanter, hvor roserne står i den nøgne jord.  Rosenhaven stod i fuld sol dernede i Haverne, og når vi var på besøg om sommeren brankede vores bare 1990ér hippie/grunge fodsåler under UFF-tøjet på de hede sten, under den obligatoriske fremvisning.

Fru. Tove var en priviligeret, no-nonsense og usentimental kvinde. Når hun fandt et dødt dyr i sin enorme naturhave, tog hun det med til rosenhaven og gravede det ned under yndlingsroserne.  Hun gentog ofte at det netop var derfor de voksede så frodigt, og hun havde ret.  Rosenhaven var en skole-opvisning i gennemført, fantastisk frodig monokultur.

Fru. Tove Sylvest

Resten af Toves have var et uendeligt eventyrland, som taget ud af en af C.S. Lewis romaner: Finske birkelunde, der umærkeligt glider over i Engelsk Cottage-romantik, efterfuldt af en næsten overjordisk, over 100 meter lang, yndig rosenbuegang.  For enden: en fransk potager, komplet med artiskokker, bugnende husholdningsgrøntsager og bær.
Efter halve timers slentren når man enden af haven, går så pludselig på små en-mands-stier af barkflis i et vildt dansk kildeskovbryn, komplet med piblende bække og en lille, uendelig-sort skovsø.  Oppe omkring huset er Sten -og rosenhaven anlagt efter Romerske principper, komplet med spejlbassin -og plastic-krokodille ( jeg tænker at den lille krokodille var en kommentar fra Herrens, på det tidspunkt nyligt afdøde Morfar, der efter sigende skule have haft en glimrende sans for humor.  Fru Tove kunne formentlig aldrig finde på sådan noget pjat! )
Brede, pertentligt slåede græsalleér forbinder hver del af haven. De bugter sig organisk og flydende under store, flimrende skyggekastende træer med navne som ingen barfodet og nyforelsket 19-årig uden (have)forstand kan fatte værdien af.

Jeg ville give meget for at møde Tove igen, slentre gennem haven, og høre hende fortælle, – bare lige et par timer, mind you!  Samvær med Fru. Tove var, ihvertfald for en uvidende og usikker ung kvinde, der ikke er født ind i samme sociale lag, og ejheller med samme udmærkede fuldblods familie-linier som hun selv, bedst gouteret efter devisen ” less is more”.

 

 

Sommerhaven i  fuldt flor.  Stærekassen anno 2015. Det eneste år, hvor roser og lavendler blomstrede. De orange og selvlysende gule roser er “desværre” ikke med i billedet: de står, med deres afhuggede hoveder, inde i stuen, forvandlet til en have-buket sammen med gul fredløs, blomstrende skvalderkål og vild pastinak.

 

“Rosen” haven, marts 2019. Sølle ser det ud, efter massakren.. Forhåbentlig kan vi om få måneder se georginer og lathyrus vrimle frem i bedene, så Herren i huset bliver glad igen.

Halvfjerdserne har ringet: de glemte deres roser.

Da vi for 8 år siden overtog vores store, gamle forstads-i-provinsen-have, var den vokset totalt til, og de fleste bede stod ikke til at redde. 
Anna og Erik Sthær, som vi købte huset af, var havemennesker, men var blevet ældre og meget dårligt til bens, så i 6 år havde deres havemand slået plænen en gang ugentligt, og resten var blevet overladt til sig selv.  
Dog var det traditionelle rosenbed mod syd stadig at ane, og det beholdt vi som det var, netop fordi Herren så kunne få sin rosenhave at sidde og mindes gamle ( og altid bedre ) dage i. 

Første forår blev det tydeligt hvilken have-smag Anna og Erik havde haft: i rosenbedet kæmpede en 8-9 forskellige sorter af roser sig frem, alle hybrider med kæmpestore, hysterisk flerfarvede blomster, helt og absolut uden duft, i alverdens nuancer af orange, pink og “Flaming Sunset”. 
En enkelt eller to kæmpestore blomster for enden af en ynkelig, pindet, nok i 70-erne plantet rosenstilk, var hvad de gav. 
 I bunden, hvor det tydeligvis oprindeligt var meningen at der skulle være bar jord, væltede myriader af snerler, mynte ( som jeg gud-fri-mig første år selv satte for at dække jorden), humle og de satans forglemmigej-lignende kæmper, der ikke er til at udrydde og som hvert eneste vår får mig overbevist om at de i virkeligheden er digitalis, samt febernellikerod i rå mængder.
En frodig ynk, hvis noget sådan findes.

Lugning i rosenbedet er de sidste 7 år foregået under højlydt sværgen og med forrevne arme og ben som resultat.  Hvert evig eneste år har jeg først kæmpet, derefter forbandet hele den del af haven langt væk, og til slut opgivende set den anden vej, mens kvikgræs og alle mulige andre ´krudter har fået fripas. 
Udover at bede med nøgen jord strider imod al fornuftig haveholdning, har ethvert forsøg med georginer ( indsæt her lyden af gnaskende kindbarder fra dræbersnegle i uendelige, slimede koloner ), lavendler ( led kvælningsdøden i kvikgræs ) og stauder imellem roserne været dømt til fiasko.
Det har det irriteret mig voldsomt at den aller-aller-ALLER bedste, sydvendte plet i vores have har været optaget af disse latterlige, pindede og grimme misfostre, der udover at synes de kan tillade sig kun at være “kønne” i en enkelt måned om året, også har krævet så meget pasning med gødskning, nedskæring og lugning, udelukkende med 10-15 årlige, kæmpe-hysteriskfarvede, kunstigt udseende roser a´la plakaten med den stejlende hest i solnedgangen fra 1972, samt en masse rifter og revet tøj som tak.

Så nu er det slut. Efter i mange år at have “passet” roserne af pligt og efter bedste beskub, vil jeg ikke mere, og har sagt til Herren at han skal pakke sine roser et andet sted hen.  Og det´ sted skal være lige præcis der, hvor han selv passer dem, som vel rimeligt er?
Nu er de kommet ud foran huset, hvor de står og ser temmelig trætte ud.

Og jeg har dårlig samvittighed.  For jeg elsker jo Herren, og vil ikke ødelægge hans glæde ved roserne, og alle de nostalgiske minder der er knyttet til dem.  Og på den anden side… argh, for fanden hvor ER det dog en lettelse at kunne færdes på 46-årige, stadig Grunge/UFF-bare fødder i sin have, uden konstant at træde på forbistrede torne, og blive stoppet i sin fredelige havefærd af blod-rivende grene overalt.

Efter roserne har holdt flyttedag, har jeg tiltusket en masse weekendtimer i solen og er gået i gang med greb og skuffejern, mens Herren har beskåret og fældet asketræer og selvsåede, pludseligt enorme kristtjørn. 
Store klynger af vintergækker, blå skilla og botaniske tulipaner er gravet op og givet væk, og resten af filter-rederligheden af citronmelisse og andet selvsået krudt er væltet og gravet, lokket og hakket og revet op af den totalt døde jord.  Herren observerede massakren i smug, og med en tristesse der hang i luften omkring ham flere dage efter.
Hele det udtjente bed har ligget nøgent hen i flere uger, og nu skal her være højbede og køkkenhave – uden torne!

Heldigvis har Herren også en meget stor veneration for georginer, og efter vi har fået sneglepatruljen installeret, tænker jeg at dedikere de to aller-bedste og største højbede som værende “Herrens Georginehave”.
Fra Holland er hjemkommet en sand lavine af knolde, som ømt er pottet ned i frisk muld, og nu står og venter på frostfrie nætter i plantevuggestuen = altså inde i den uopvarmede spisestue.  Indlægget om om potning, pasning og pleje af georginer er flyttet herhen.

Det er balsam for den flossede samvittighed at fantasere om al en glæde Herren vil få af det frodige overflødighedshorn af kæmpestore, hysterisk flerfarvede blomster, helt og absolut uden duft, i alverdens nuancer af orange, pink og “Flaming Sunset”, der kommer til at vælte ud over alle sider i højbedene.
Beskrivelsen lyder bekendt, I know.   Men i det mindste stikker og river georginer jo ikke, vel ? Og sådan går det hele sin skæve gang endnu en sæson i Stærekassen.

Rigtig god mandag i haverne.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.