Dinosaur-chauvenisterne

Solen skinner højt og skærende i tynd, iskold formiddagsluft, og enkelte forårs-fuglestemmer skærer nøgent igennem vinden.
Jeg sidder ude på terrassen, mentalt overkogt, efter at have brugt det meste af morgenen med, via diverse medier, at overbevise min IPad og det nys indkøbte Bluetooth-keyboard at de skal kommunikere med hinanden, hvorefter min konto til bloggen ( min livstråd, mit refugium, mine opskrifter og mine minder! ) først lukkede adgangsportene endegyldigt ned, og derefter med røde tegn gav trusler om at lade sig selv-opløse fra jordens overflade, udelukkende fordi jeg kom til:
1) først at skrive for mange forkerete koder ( 9 i træk, og du er ude ), og derefter
2) lave en ny konto i desperation, og så
3) hurtigt lukke selvsamme konto i manisk hysteri.
Nej, jeg fatter heller ikke en brik.

Men nu trænger jeg virkelig til en smøg, trods det at jeg for det meste udelukkende nyder en eller to ugentlige anstændige fredags-cigaretter i selskab med Herren, og et godt glas vin.
Den uvante formiddags-smøg summer rundt i kroppen, lugten af røg og kaffe blander sig sammen, og pludselig bliver jeg Transmogryffet

BANG!

.. Tilbage til År 2004, Århus.
I hvad der udefra ligner en blå, halvt overskåret og nedslidt “olietønde” af en badminton hal, holder teamet bag Reklamebureauet til, og der er jeg Yngste-fotograf-elev.

Det er morgen, og oppe under taget, i den beklumrede frokoststue, smækker ældsteeleven sig ned ved bordet, klasker sin bagerpose med den dagligt medbragte, med tandsmør smurte håndværker, samt dagens udgave af Ekstra Bladet i bordet.
Slår med et smæld op på side 9, tænder en smøg, pulser røgen ud af den ene mundvig over mod de to nyuddannede og ny-ansatte grafikere, læser drevent op “Tanja æælsker sine patter, som hun dagligt masserer med hård hånd.. God røv, der er på henne her, hva´? ”.

– Sideblik til resten af bordet –

Han fortsætter “ Nå! Og så er der igen nogen Perkere, der har brændt det Danske flag dernede i Mullah-land.. Forpulede aber. Ræk mig lige honningen.. der er ikke blevet lavet morgenkaffe til os i dettehersens firma, eller hvad ?”.
Tavshed.
Diskrete suk, himmelvendte øjne og sideblik farer frem og tilbage over bordet, imellem de resterende seks ansatte, der hver sidder med deres müesli i skåle, rugbrød med slanke-ost, eller medbragte råkostsalater og urtete i store kopper.
Jeg rejser mig, tænder en smøg, går over til kaffemaskinen ( som jeg satte over at køre da jeg mødte ind, sådan cirka en halv time før Ældsten hvinende driftede sin gamle møgspand af en rustbunke ind på gæsteparkeringen lige foran hoveddøren til studiet ), hælder demonstrativt en kop op, vender mig om mod ham, og sluger den skoldhede, sorte kaffe som man ville tømme en Ceres med sidevogn på Bent J en wannabe-I’m-a true-Jazz-girl aften.

Ældste-eleven ser vurderende på mig, læner sig tilbage, vipper stolen op mod væggen, spreder benene og giver et heftigt ” I’m gonna’ fuck-you-hard bolle-tegn” under bordet, hvorefter han skubber hyæne-grinende til naboen ved siden af.
Jeg nikker tavst “skål” til ham, pulser et par gange på smøgen, skodder den i køkkenvasken, og går ned til min fotovogn i studiet, hvor et skrammel af en 1999-computer er tilsluttet mit kamera, og mine 5 faste flashlamper.
– Tænder dagens tredie smøg og overvejer om det bugnende askebæger, der har sit faste plads ved siden af computeren, burde tømmes inden jeg går i gang med at fotografere dagens opgaver af billige haveredskaber, vinflasker og ubrugelige gadgets, som i denne uge er på tilbud i en af vores kunders supermarkedskæder. Om lidt kommer ældsteeleven og den anden fotograf ned i studiet, og så skal der for alvor ryges og drikkes kaffe udenfor inden Chefen møder ind, og hvis ikke man som en selvfølge går med ud, griner med på al sladderen, de lumre vittigheder og bagtalelserne, med er man automatisk frosset ude, en fucking prinsesse.

Trods det, at det kun er 15 år siden at alle hverdags-morgener forløb nogenlunde på denne måde i et – måske ikke helt typisk, men alligevel – reklamebureau i Provinsen, virker det på en mærkelig måde både grænseoverskridende og ekstremt at beskrive på skrift.
Der er umærkeligt sket kolossale ændringer i omgangstonen mandlige og kvindelige kollegaer imellem, og forestillingen om de hysterisk forargede ramaskrig, der ville brede sig i frokoststuen, hvis en kollega i 2019 gav sig af med at tænde smøger, læse pornografisk lekture højt, puste foragtelig røg i hovedet på de nyansatte, og derefter Mandpreadte og lave bolletegn efter Yngesteleven, kunne være hysterisk sjovt at opleve i realtime.
Altså, som i virkeligt, totalt ukorrekt Kirsten Birgit Shøidt-Kredts-Hørsholm morsomt. Og så slår det mig, smøg i kæft derude på terrassen, hvorfor jeg, helt uforståeligt for Herren i huset og iøvrigt resten af familien, elsker Kirsten og resten af crewet på Den Korte Radioavis, der alle drøner igennem det Danske politiske sjæleunivers i en stram snorlige slipstrøm efter mennesket med jordens største libido, KBSKH. Jeg kender simpelthen hende/ham/hen så godt, og har tilbragt hele mit voksne arbejdsliv i tæt kontakt med mennesker, hvis egoer og ukorrekte opførsel nu giver en lidt syg form for tryghed.

De/han/hun/hen giver ikke en fuck for hvad resten af menneskerne, der krabler rundt dernede på jordoverfladen mener, og gud hvor er det befriende, for så kan man selv få lov at være i fred og opføre sig som man vil, uden forargede sideblikke.

Tilbage på terrassen, smiler jeg, og henter et glas helt uhørt ( narh, ikke HELT uhørt, vel ? ) “ før klokken 17 vin ”.
Skåler summende for alle jer chauvinistiske, nu oldgamle, dinosaur-røvhuller, som jeg og mange andre kvinder fra 70ér generationen har arbejdet ved siden af. Må I aldrig drukne i den tsunami af politiske korrekthed, der nu skyller hen over landet, og vende tilbage som matte, glatslebne Djøfere, hvor man tilsyneladende er dømt til at henslæbe sin eksistens blandt andre evigt grå stenhoveder, drikke pappecaffelatter fra benzintanke, iført for stramme jakkesæt, spidse sko og et ” but Momma, I AM important ” – headset hængende i den diskret pastelfarvede skjorteflip.

*bliip*

IPaden bipper sig selv til live igen, og den søde Indiske mand, der via chat-funktionen på bloggens hjælpecentral, har brugt tre nervepirrende timer på at genskabe denne side skriver “ Everything ok now. So happy to be of help to you Mrs. Damgaard, let me know it I can be of use again. Please, anytime”.

Jeg tror sørme’ at vi skal have Dinosaurbøf med ekstra portvin til aften.


..Skål!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.