Når katten er ude. Buffalo Hotwings i sofaen.

Herren i huset er på vej ud af døren for at tage på den årlige tur Nordenfjords, hvor han i selskab med Lektor Grøn vil hygge sig med at lytte til ny musik, snakke og drikke håndbajere i Ålborgs natteliv.
Ikke så snart er alle kinder og munde kysset på gensyn, og hoveddøren lukket bag ham, før Den Brødrende Duo og jeg begynder at planlægge den længe ventede “Sove-i-stuen-madras-10.000-film-hurra!”-fest.

Ældsten : “Og mor, vi skal have lov til at være oppe så lang tid vi vil, ikke ? JEG skal ihvertfald overhovedet ikke sove noget som helst”
Yngsten : “Jahh! Og helle for at sove på gulvet! Nej, jeg vil have sofaen! Nej, jeg vil HELLER ikke sove.. overhovedet! Og så skal vi leje en film! Nej TO film!”
Ældsten : “..Og kan vi ikke lave isbar til dessert?! Så stiller vi to, nej tre, nej FEM slags is på bordet, og så med alle slags krymmel til, og karamelsovs. Og MOR! Så kan vi jo BÅDE lave burgere og så Chicken Salsa.. Og milkshakes! OG MOR! Nachos, ikke? sådan med Dorritos og chilli cheese tops. “

Ældsten har det med at ryge ud af en tangent i mange forskellige sammenhænge, men især når forestillingen om henholdsvis is ad libitum, lavasmeltende ost og frituresprøde fødevarer viser sig at være indenfor rækkevide, er det svært at styre sit, fra Mor arvede Hedonist-gen.
Det sker -indrømmet- heller ikke ofte nok, i forhold til hvor brændende han ønsker det, for “vi skal jo passe på” og “lidt for lidt er helt perfekt”.


Det er ikke fordi Herren ikke må være med til at holde festen, at vi afholder den når han er ude af hytten, men udelukkende fordi han absolut og på ingen måde gouterer tanken om :

1) at sove på madrasser i stuen
2) det enorme, labyrintiske hulebygggeri, der breder sig i hele underetagen af huset dagen igennem
3) madras-ræs ned af den stejle trappe i entreen
4) den efterfølgende pudekamp i selve entreen (med ALLE puder fra hele huset indsamlet og brugt)
5) krummer i sofaen samt fingerspist, fedtet mad og overfyldte saftglas foran fjernsynet.

Begge unger og jeg ELSKER tilfældigvis alle disse aktiviteter, og sådan får vi alle afløb for vores lyster et par gange om året.
Som oftest vælger ungerne følgende menu : ( læs: Ældsten og jeg overtrumfer Yngsten, der egentligt hellere ville have rødbedelasagne eller en ydmyg spaghetti med kødsauce )

Hjemmelavede, snaskede Bufflao Wings
Hjemmelavet stegt kylling a’ la KFC
Æble-gulerodssalat
Coleslaw ( bliver aldrig spist, og er fremover erstattet af smørdampede majskolber, som begge unger rent faktisk gider indtage )
Stort grøntsagsfad.

Sidstnævnte fad er udelukkende inkluderet for bedre Modersamvittighed: ” ” I skal spise alle grøntsagerne også, ok ? “

Maden plejer at være god.. meen aldrig så god at jeg egentlig synes, den har været alle forberedelses og -fritureos-timerne i køkkenet værd.

Nu har jeg endelig fundet en nem opskrift på supersprøde og snaskede Buffalo Wings. De er lavet i sous viden, derefter tørret i køleskabet et døgn, og til sidst stegt og vendt i hjemmelavet Hotsauce.
Hele hemmeligheden består af tre ting: brug af natron i sprængningen, kontrolleret temperatur under forkogningen og grundig tørring af vingerne inden stegningen.
Alle tre dele medvirker til at vingerne bliver glas-sprøde i skindet og smør-smuttende-møre indeni.

Omkring 1,5 kg vinger vendes grundigt i en blanding bestående af:
4 tsk groft salt
3 tsk sukker
1,5 tsk natron
Vingerne vakuumpakkes og puttes i et 73 grader varmt vandbad i 1 time.
Tag vingerne ud af posen, og lad dem køle af på en rist i køleskabet i 24 timer
Nu kan man vælge at løsfryse vingerne, så de er klar til den næste fest.


Vingerne steges i 190-200 grader varm olie til de er sprøde, omkring 3 minutter.

Super-sprøde Buffalo Wings

Original Hotsauce til Buffalo Wings består af smør, Hotsauce, Worchestershire sauce, eddike og hvidløgspulver.
Den’ smags- kombination er lige heftig nok for Yngsten, så jeg har fundet på denne mere børnevenlige version:

5 spsk smør
5 spsk barbequesauce ( vi er glade for Sweet Baby Rays )
5 spsk ketchup
evt. lidt Sriracha ( stærk chillisauce )
– Varmes op i mikroovnen, eller i en lille gryde.

De sprøde vinger hældes over i en stor skål, den hede sauce hældes over, og vingerne vendes i saucen. Servér straks med smørdampede majs, grøntsagsstænger og evt. en creme fraiche dip.
– Saft til ungerne, en isperlende let-bitter pilsner til Moderen, og så er der fest i sofaen.

*God pinse*

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.