Kolibritunger 2.0. Ovn-tricket.

Morgenmørket udenfor vinduerne er tæt lukket, jeg tænder for stearinlys og pejs, og nusser i forbifarten en søvndrukken, næse-under-hale-krøllet tykkekat i sofaen. Han bliver laang, og summer ved første berøring som en lodden honningkube i det flakkende lys.
Rundstykke-raptussen har ramt igen, og istedet for at blive liggende i sengen og rotere, svedig som en burkylling på spid, er jeg stået op for at genafprøve rundstykke-fremgangsmåden fra i går, som virkede så lovende. Ungerne kommer sandsynligvis bimlende ned af trappen lige om straks – klokken nærmer sig trods alt 5, og det er weekendmorgen=Ipad fra morgenstunden.
Jeg nyder stilheden, så lang tid den varer.

To timer senere tager jeg fine, ultraluftige rundstykker ud af ovnen.
Tre timer senere lister jeg ovenpå for lige at tjekke at ungerne stadig trækker vejret i deres senge. Jo, der er fuld blæs på.

Fire timer senere har jeg siddet og stirret ind i pejsen en time, mens det grå-lysner udenfor.
Hvor fa´en bliver de unger af ?
Får pludselig tårer i øjnene ved tanken om, at de måske ikke længere vil stå op i nattemørket sammen med mig, at vi ikke skal sidde i sofaen med tændte stearinlys under sovevarme dyner og hygge, inden Ipads og computere overtager deres weekend-opmærksomhed.
Snart vil de begynde at teenage-sove til over middag, hvis de får lov ( det gør de! I promise, kids ), og så begynder de at gå i byen, og så, lige om lidt er de flyttet hjemmefra, og så skal jeg for al fremtid sidde alene alle de lange, kulsorte vintermorgener..
Tårerne drypper ned i pelsen på bette-gamle-katten i mit skød, selv hun forsvinder garantrisset også snart, og så kommer selvmedlidenheden rullende i bølger, sammen med små, uskønne tude-hikst.
Glemt er alle de morgener, hvor jeg Bitterfisset og opkogt oppassede de to RÅBENDE og skrigende vildbassebananer, der hærgende tromlede huset igennem, pist!forsvundet de mange og lange dage med to all-over-the-place-blebørn og madnings-børn og trodsalder-alting-skal-diskuteres-børn og.. Og de er jo bare så dejlige, lige som de er, lige NU.

Det er ikke til at holde ud. Jeg går ovenpå, op til soveværelserne, træder måske lidt hårdere end strengt nødvendigt på de trappetrin, der knager allermest. Står og bare SER på drengene, mens de vågner langsomt.
– Godmorgen mor. Er du okay? Du er sådan helt rød om øjnene?
– Ja. Nu er jeg okay. Der er rundstykker, tager I dynerne med ned i sofaen?


Denne opdaterede fremgangsmåde på kolibritungerne har jeg fundet inde på Grillbutikken.dk, blot har jeg tweaket opskriften en smule.
Da vores ovn er et stort, gammelt skrummel af en langsommelig umulighed at varme op, sætter jeg en bradepande kogende vand ind under 1 hævning, og genfylder med friskt, kogende vand, når stykkerne skal bages.
Det er vigtigt at bruge en ( note to self: husk nu at smøre den grundigt ) hulplade at bage på, samt at bruge bageenzym for at få den rigtige konsistens på stykkerne.

  • 350ml vand ca. 35 grader.
  • 630g all-round-mel ( jeg bruger den billigste, øko. I denne opskrift er det ikke nødvendigt med et højt protein-indhold )
  • 16g bageenzymer
  • 12g gær
  • 10g ( flage eller groft ) salt
  • 2 tsk. hvedesur ( kan undlades )

Vand og gær røres 1 min. Resten tilsættes, og der æltes 12-15 min. på laveste hastighed.
Dejen hviler i skålen 10 min. og dejen deles nu ud i 12 stykker på omkring 80 gram.

Stykkerne formes til til kugler, ligesom når man spænder en dej op til pizza, altså med et godt spænd i overfladen. Dejstykkerne trykkes lidt ud til de ca. er 2 cm. høje.

Hver klump tages i bunden med 4 fingre, dyppes i en tallerken med ca. 1,5cm kold vand, og herefter et tryk ned i en anden tallerken fyldt med blå birkes.

Stykkerne sættes på hulplade, og hviler tildækket på køkkenbordet min. 15 min.
Herefter ind i ovnen på ca. 40 grader med damp. Har man, som jeg, ikke damp-ovn sætter man et stort fad i bunden med kogende vand, og sætter ovnen på lavest mulige indstilling. I vores tilfælde er det med lyset tændt.

Lad dem stå ved 40 grader i 40-45 min.
Skift så vandet i bradepanden, og skru ovnen op på 220 grader ( i en moderne ovn, der varmer hurtigt op, sættes temperaturen på 180 grader ) Rundstykkerne SKAL forblive i ovnen under opvarmning.
Bag stykkerne ca. 20-30 min. til de er flotte brune på toppen.

Ligesom bagerens, bliver disse stykker lynhurtigt tørre, og skal enten fryses ned, eller spises samme dag. Her i huset er det nu ikke noget problem, for de er pist væk, allersenest over middag.
Når nu drengene lige om lidt forlader os, må jeg så give de tiloversblivende rundstykker, som vi to gamle ikke får spist, til ænderne, stående stortudende nede på græsplænen i den silende regn..

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.